Vi vil gerne være danske, men...

Inden længe skal det besluttes, hvor Hoegild ApS fremover skal producere.

Hvad er jeres største udfordring lige nu?

Udfordringen med at skaffe dygtige medarbejdere er langt større, end jeg havde troet, og fremover vil den største udfordring nok også være at skaffe de medarbejdere, der er nødvendige for at holde væksten.

Hvordan ser du på det at producere maskiner i Danmark?

Når man kigger krone til krone, så kan jeg godt se, at vores lønsum er enormt høj i forhold til en produktion i eksempelvis Polen. Men jeg håber, at vi kan være mere fleksible end en produktion i Polen og dermed holde det her i landet. Vi har ikke startet firmaet for at skabe arbejdspladser i Danmark, men hvis det kunne være en følge, ville det være fint.

Kunne I overveje at flytte produktionen til Polen?

Hvis vi skulle flytte produktionen ud, skulle vi omvendt sende danskere med ned. Der er mange, der har prøvet det før os, men kulturen er anderledes, og der er mange omkostninger forbundet med det, så en del producenter er faktisk flyttet tilbage til Danmark gennem de seneste år. Men vores nuværende lejekontrakt udløber snart, og det er klart, at så skal vi virkelig overveje, om vi skal sætte fuld skrue på Danmark, eller om det skal være et andet sted. Vi har ingen plan om at flytte noget ud af landet, og vi vil i hvert fald afsøge mulighederne i Danmark først.

Hvordan har du det med at ansætte knap 20 mand på mindre end tre år og allerede snakke om at bygge egne haller?

Som iværksætter kan man vælge den sikre vej med en enkelt medarbejder ekstra om året, og det havde jeg nok gjort for 15 år siden. Men hvis jeg skal nå at se det her blive til noget, så skal jeg gøre det på den lidt barske måde. Jeg kan jo dårligt se, at jeg skal stå i spidsen for virksomheden i 25 år endnu, så det er lidt, fordi jeg gerne vil se det udvikle sig til noget stort. Det er ubetinget den rigtige løsning for os.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle