Svineproducenterne og offentligheden bliver på torsdag præsenteret for den samlede pakke af løsninger på erhvervets problemer.
"Vi præsenterer det samlede billede af initiativer, så alle kan se, at der ligger en strategi bag," siger han.
Pakken er et signal til producenterne om, at hvis de vil være med i fremtiden, er der standarder, der skal overholdes. Men den er ikke mindst et signal til offentligheden og politikerne om, at erhvervet kan selv:
"Der vil altid være en lille restgruppe af svineproducenter, som af en eller anden mærkelig årsag ikke vil være med i et her. Og dem kan vi så ikke favne. Men ellers er målet, at alle er med," siger Lindhardt B. Nielsen
"Vi har hele tiden sagt, at hvis vi får for meget lovgivning, bliver det tungt. Derfor vil vi selv tage hånd om detailstyringen. Hvis den kommer fra det offentlige, bliver systemet for bureaukratisk. Det er træls og dyrt," tilføjer han.
Væsentlige elementer
"Det her er en række utrolig stærke tiltag, og hvis det ikke lykkes fuldt ud, kan vi tilrette. Nok bliver det aldrig, men der er lavet redskaber, så alle forhold, vi får øje på i fremtiden, kan blive omfattet. Jeg synes vi har været kompasset rundt," siger Lindhardt B. Nielsen.
Han forklarer om tre væsentlige del-elementer i pakken omfattende en mere aktiv dyrlæge, egenkontrol og standardisering.
l Egenkontrol er besluttet af folketinget og handler om at lave en programerklæring om, hvor der kan sættes ind. Hvor kommer vi fra og hvor skal vi hen. Det er en slags status præcis som i et regnskab.
l Dyrlægeaftalen sætter viden i arbejde. Den betyder, at nyudviklede faglige redskaber, som er sendt ud til rådgivere og producenter, nu også kommer i arbejde, hvis dyrlægen får øje på et problem. Ved at bruge rådgivningsværktøjer kan man komme langt, og der skal fokus på hvilke rådgivningspakker, der er vigtige for den enkelte.
lDansk Produktstandard inspireret af den tyske kvalitetsordning "Qualität und Sicherheit" eller QS bliver kontrolleret af Skejby med besøg i og gennemgang af besætningerne hver tredje år. Det er en tæt opfølgning på, om det nu også fungerer i praksis.
Dertil kommer så den nye kodeks for de lange transporter samt Code of Practice.
Følger til dørs
"Mødet i Fredericia på torsdag vender også ud imod offentligheden. Det er så at sige svar på de spørgsmål, som bliver stillet for eksempel om skuldersår og de lange transporter. Her er redskaberne - det er signaler om, at vi ikke bare melder ud, at der sker noget, men at vi også tager hånd om situationen. Med 10.000 producenter kan der altid komme en uheldig og unødvendig sag, men svineproduktionen som sådan bliver fulgt til dørs," siger Lindhardt B. Nielsen.
Om fremtiden forklarer han, at der nok bliver lidt færre producenter og lidt større produktion, men med mindre belastning af omgivelserne og en stadig forbedring af forholdene herunder dyrevelfærd.
"Det kan vi fastholde, da vi har veludviklede systemer i forhold til andre lande og tager fat på de bløde parametre lidt mere håndfast end tidligere. Det er et stort fremskridt i forhold til kolleger i de andre lande," siger han.
himmelstrup@landbrugsavisen.dk