Viceformand revset på formandsmøde

Ib W. Jensen skaber splittelse med sin kritik af Bæredygtigt Landbrug, mener en række landboformænd.

Ib W. Jensens kritiske udtalelser til LandbrugsAvisen om Bæredygtigt Landbrug i en formandsklumme i sidste uge har vakt harme i en stribe lokale landboforeninger, hvor formændene har fået rasende reaktioner og endog udmeldelser fra medlemmer i kølvandet af kritikken.

»Du skaber splittelse i landbruget. Vi er alle sammen bønder og vi har brug for at holde sammen,« lød essensen af kritikken, som en række formænd gav udtryk for, da Landbrug & Fødevarer tirsdag i denne uge havde indkaldt formandskredsen til informationsmøde i Middelfart om randzoner.

Fortryder ikke

Blandt de medlemmer, der har droppet medlemskortet til Landbrug & Fødevarer, er formanden for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede.

Ib W. Jensen beklager, hvis han med sin kritik af den anden forening har skabt splittelse, men han fortryder i øvrigt ikke sine udtalelser.

»Jeg bryder mig bestemt ikke om at skabe splittelse, og det har aldrig været hensigten med mine udtalelser. Jeg er helt enig i, at vi skal stå sammen i landbruget. Omvendt har vi altså også ytringsfrihed, og engang imellem er man nødt til at tage bladet fra munden. Jeg mener, at vi som ansvarlig organisation er nødt til at understrege, at vi ikke kan være med til at anbefale, at man bryder loven. Det siger jeg ikke for at drille eller genere Bæredygtigt Landbrug, men fordi jeg mener det,« siger Ib W. Jensen.

»I øvrigt har Bæredygtigt Landbrug da ikke holdt sig tilbage med kritik af Landbrug & Fødevarer. Vi har bestemt ikke været fredet,« tilføjer han.

Familielandbrugets formand

Ib Jensen understreger, at han talte i sin egenskab af formand for Familielandbrugssektionen og ikke på hele Landbrug & Fødevarers formandskabs vegne, da han fremførte sin kritik af Bæredygtigt Landbrug i LandbrugsAvisen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle