Vicekandidater forvist til biroller

Kampvalget om formandsposten i Landbrug & Fødevarer stjæler billedet fra vicekandidaterne. Men sådan er betingelserne, konstaterer de tre.

De tre kandidater til viceformandsposten i Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse, Finn Pedersen, Henrik Frandsen og Asger Christensen, nåede dårligt at bade sig i rampelyset, før de blev forvist til en mere beskeden baggrundsplacering i valgkampen.

I stedet for den viceformandsturné rundt i landet, de planlagde så sent som i sidste uge, må de nu lægge sig i slipstrømmen af de valgmøder, de to formandskandidater deltager i.

Men den situation er helt naturlig med udsigt til kampvalg om formandsposten, mener de tre kandidater.

"Sådan er betingelserne, når man stiller op til et valg. Når der kommer noget mere spændende, såsom et formandsvalg, så skubber det helt automatisk viceformændene ned i anden række. Det er helt naturligt, og det har jeg det afslappet med," siger Finn Pedersen, Østjysk Landboforening.

Glæde over kampvalg

Der er heller ingen fortrydelse at spore hos Asger Christensen, Kolding Herreds Landbrugsforening.

Han glæder sig først og fremmest på demokratiets vegne over, at der med Martin Merrilds kandidatur er udsigt til kampvalg.

"Det er godt for organisationen med et kampvalg - så må vore egne ambitioner træde i baggrunden. Der vil være mange ubekendte, indtil vi kender udfaldet af valget 24. maj. Og hvis Niels Jørgen Pedersen ikke bliver valgt, er viceformandsposten jo ikke i spil."

Også Henrik Frandsen er tilfreds med udsigten til kampvalg, selvom det kan betyde, at der slet ikke bliver brug for de tre viceformandskandidater.

Støtter hver sin kandidat

De tre viceformandskandidater har alle til hensigt at møde op ved valgmøderne, selvom det ikke bliver med en plads på podiet.

På forhånd har de selv forskellige formandsfavoritter:

Finn Pedersen, der allerede er medlem af Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse, støtter fungerende formand Niels Jørgen Pedersen, bl.a. fordi han i ham ser den bedste garant for, at den linje og strategi, der er lagt i Landbrug & Fødevarer, bliver fastholdt.

Asger Christensen, der ikke er i bestyrelsen i dag, har længe hørt til dem, der efterlyste mere folkevalgt 'kant' i Landbrug & Fødevarer, og har Martin Merrild som sin personlige favorit.

Og Henrik Frandsen er indtil videre neutral og vil afvente valgkampens forløb, inden han melder ud.

"I respekt for demokratiet mener jeg, vi skal lade den her valgkampsturné forløbe, og så lade den afgøre vores stilling. Jeg synes ikke, man skal aftale det hele i korridorerne," siger Henrik Frandsen.

christensen@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle