Omsætningen steg - også grundet virksomhedsoverdragelsen fra Mejeriforeningen.
Videncentret for Landbrug i Skejby kom ud af 2010 med et økonomisk resultat på 3,6 mio. kr. efter en omsætning på 599 mio. kr. Det fremgår af årsnyt fra centret.
Resultatet betegnes som tilfredsstillende set i lyset af, at videncentrets økonomi planlægges ud fra, at hovedparten af overskuddet anvendes til udvikling og forskningsaktiviteter.
Meget tilfredse
"Man kan sige, at det var et år, der var lidt vanskeligt for mange - også for os. Men vi kom igennem det med skindet på næsen og er meget tilfredse med resultatet," siger adm. direktør i Videncentret for Landbrug, Jan Mousing.
Målet er, at der skal være balance mellem indtægter og omkostninger - eller et mindre overskud, hvilket da også er forventningerne til 2011:
"Vi fastholder, at vi holder fast i et beskedent overskud, som vi altid gør," siger Mousing.
Omsætningen steg med 54 mio. kr., og årsagen er øgede indtægter fra salg og brugerbetaling samt større projektfinansiering. Med til billedet hører, at centret nu får den fulde effekt af virksomhedsoverdragelsen fra Mejeriforeningen.
Videncentret for Landbrug beskæftigede i 2010 i alt 513 medarbejdere - året før var tallet 492.