Vikarordning vandt skattesag om gulpladebiler

Landsskatteretten gav vikarordningen ret på alle punkter.

En vikarordning må gerne købe biler på gule plader til sine vikarer og trække købsmomsen fra, og medarbejderne må gerne køre til og fra arbejde i dem, uden at der skal betales for blandet benyttelse eller betales skat af værdi af fri bil.

Det er konsekvensen af en sag, som Robert Dybkjær fra Landscentrets skatteafdeling har vundet ved Landsskatteretten.

Vikarordningen ved en landboforening har indkøbt et antal mindre gul-plade-biler under tre ton til sine medarbejdere. De bruges til at køre fra deres private bopæl og ud til kunderne samt lejlighedsvis hen til vikarordningens adresse.

Vikarerne møder ofte tidligt og har lange arbejdsdage, og arbejdet med for eksempel rengøring af stalde er vådt og beskidt.

Varebilerne er købt til at kunne trække en højtryksrenser der er så stor, at den ikke kan trækkes af en almindelig personbil. Højtryksrenseren har desuden tilbehør i form af slanger og rør.

Fuldt erhvervsmæssigt

benyttet

Vikarordningen har anset bilerne for fuldt ud erhvervsmæssigt benyttet og har derfor fratrukket momsen ved købet af bilerne. Af samme grund har man heller ikke betalt tillæg for blandet eller privat benyttelse, selv om medarbejderne brugte bilerne til transport mellem deres private bopæl og deres arbejdsplads.

Da medarbejderne havde bilerne med hjemme efter arbejdstid og i weekenderne, fik det skattevæsenet til at kræve beskatning af værdi af fri bil til rådighed, idet transport mellem hjem og arbejdsplads som udgangspunkt anses for privat kørsel.

Vikarordningen kræver dog, at vikarerne selv ejer en bil til privat persontransport.

Køresedler

Vikarordningen havde desuden dokumentation for, at bilerne ikke blev brugt privat.

Vikarerne udfylder nemlig dagligt arbejdssedler med oplysning om antal arbejdstimer, arbejdssteder og det kørte antal kilometer. Arbejdsfordeleren kontrollerer desuden løbende, at det passer med de kilometer, den enkelte bil har kørt. På den måde er det ikke muligt for vikaren at benytte bilen til privat kørsel, selvom han har den med hjem på sin private bopæl.

Medarbejderne transporterer det nødvendige udstyr i varebilerne, blandt andet motorsav, kreaturklipper, arbejdstøj, regntøj, sikkerhedsudstyr og iltapparater, på samme måde som en VVS-montør der også gerne må have varebilen holdende på den private bopæl.

Vikarerne har desuden både skiftende arbejdssteder, i gennemsnit 70 forskellige steder på årsbasis, og de indgår i en vagtordning.

Lejlighedsvis kørsel i en varebil mellem hjemmet og vikarordningens adresse, for eksempel én gang ugentligt, er også tilladt uden at virksomheden mister momsfradragsretten.

Landsskatteretten valgte at give vikarordningen ret på alle punkter.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle