Vil gå forrest: Vi skal forbedre os på overlevelsen

Pattegrise-dødeligheden er steget tre år i træk. Der skal handles nu, mener to medlemmer af bestyrelsen hos L&F Svineproduktion.

Totaldødeligheden hos danske pattegrise er steget til 23,2 procent. Det er et område, der har haft stor bevågenhed, men alligevel har retningen for dødeligheden været den forkerte.

Det skal der gøres noget ved, er budskabet fra Henrik Nielsen og Niels Aagaard Jørgensen, begge bestyrelsesmedlemmer i L&F Svineproduktion.

De vil gerne gå forrest for at knække kurven.

»Vi skal have vendt udviklingen for pattegriseoverlevelsen, så den kommer i den rigtige retning. Alle kender vendingen med 25.000 døde pattegrise dagligt, men det omgivende samfund skal vide, at ingen landmand med respekt for sig selv ønsker en høj dødelighed«, siger Niels Aagaard Jørgensen og fortsætter:

»Vi er ikke bare politikere på Axelborg, der sidder og feder den. Vi er begge i stalden hver dag og kæmper også for at hæve pattegriseoverlevelsen«.

Begge vil de slå et slag for, at alle soholdere får et konstant fokus på at gøre tingene bedre, for det kan lade sig gøre at flytte sig.

»Vi skal sætte nogle realistiske mål for de forbedringer, vi skal nå. Målene skal være mulige - ellers er risikoen, at medarbejderne mister motivationen, og den er meget vigtig i den her sammenhæng«, fastslår han.

Henrik Nielsen har gennem en længere periode arbejdet intenst med at højne overlevelsen hos sine pattegrise.

»Vi døjede gennem lang tid med diarré i farestalden og havde høj dødelighed. Vi endte med at vaske tavlen ren og satte måske 15 ting i gang for at blive bedre. Det gav en masse arbejde, som vi ikke i længden kunne blive ved med, men vi er endt med omkring fem større ændringer, vi kører videre med. Det er sådan noget som vask, udtørring, desinfektion, opstart af stalden, støvleskift og regler for flytning af grise«, forklarer han.

De nye og faste rutiner har gjort en forskel for den midtjyske svineproducent.

»Vi er ikke i mål endnu, men vi har flyttet os fire procentpoint, hvis vi ikke medregner dødfødte grise. Vi er gået fra 18-19 procent til 14-15 procent. Vores mål er 12 procent, og det er noget, der motiverer vores medarbejdere. For mig var det en øjenåbner, at vi ved at have fokus på området også har flyttet os«, siger han.

Faktaboks

Vi har ikke gjort nok

  • Status: Henrik Nielsen mener på baggrund af den stigende pattegrisedødelighed, der er registreret i de seneste tre år, at der ikke er gjort nok i de enkelte besætninger for at få bragt dødeligheden ned. Der er ifølge ham kun én vej, og det er hårdt arbejde. Han opfordrer sine kolleger til at starte med to-tre fokuspunkter og så arbejde videre derfra. Han mener, at totaldødeligheden i første omgang skal ned med to procentpoint for branchen i gennemsnit. Derefter skal der sættes et nyt mål. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle