Villy Søvndal hovedtaler på kvægkongres

Hvis regeringsmagten skifter, er det godt at vide, hvilken vej vinden blæser for kvægbruget.

Er der plads til mælkeproduktion i Danmark, hvis regeringen får en anden farve?

Og hvis en ny regering er indstillet på, at der stadig skal være mælkeproduktion i landet - hvordan bliver så vilkårene?

Det er de to vigtigste spørgsmål, Villy Søvndal kommer til at svare på, når han 1. marts tager ordet på Dansk Kvægs kongres. Villy Søvndal er kongressens hovedtaler, som Peder Tuborgh, direktør i Arla, var det sidste år.

"Villy Søvndal er oppositionens reelle leder. Vi må vide, hvad vi har at regne med, hvis oppositionen får regeringsmagten," begrunder formand for Dansk Kvæg, Peder Philipp, valget af hovedtaler.

"Vi har i sektoren brug for at se de langsigtede linjer. Vi skal vide, hvilke overordnede regler vi kan forvente, og vi skal vide, om der er en overordnet samfundsmæssig respekt for det, vi laver," fortsætter Peder Philipp.

På markedets vilkår

I forvejen er SF kendt for at forlange mere økologisk produktion i landbruget.

Det finder Peder Philipp helt i orden - på én betingelse:

"Økologien skal udvikles på markedets vilkår. Vi skal have en bred palet af produkter i højværdikæden, og økologi er en af dem. Men vi skal levere det, som forbrugerne efterspørger," understreger Peder Philipp.

"Derfor håber jeg også, at Villy Søvndal vil slå fast, at vi ikke kan undvære den værdi, som mælke- og kødproduktionen har for Danmark," fortsætter Peder Philipp.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle