Det var med stor sorg, at Patriotisk Selskab den 27. oktober 2010 modtog meddelelsen om tidligere død.
Kai Andersen blev født i 1937 i Vantinge på Midtfyn. Med en baggrund som husmandssøn og med blot syv års skolegang stod det ikke just skrevet i stjernerne, at Kai Andersen ville blive en af de mest fremsynede økonomirådgivere inden for dansk landbrug.
Kai Andersen dimmiterede fra Landbohøjskolen i 1962, og efter et par års arbejde på Statens Planteavlsforsøg, fik han job hos Statens Jordbrugsøkonomiske Institut. Efter et par år her gik turen til et job som økonomikonsulent i en landboforening i Sønderjylland, Als og Sundeved.
I juni 1966 kom Kai Andersen til Patriotisk Selskab, hvor han efter kort tids ansættelse blev foregangsmand på en lang række nyskabelser inden for landbrugsøkonomien. Således var det Kai Andersen, der fik ideen til Driftsanalyser, en driftsøkonomisk håndbog, hvor enkeltresultater fra en lang række landbrugsvirksomheder analyseres og sammenlignes. Baggrundsmaterialet til Driftsanalyser, Virksomhedsanalyser, var ligeledes Kai Andersens værk. Produktet er gennem årene udviklet, og er i dag et af Patriotisk Selskabs hovedprodukter inden for økonomirådgivning.
Kai Andersen har også været den bærende kraft blandt andet for indførelsen af it i Patriotisk Selskab helt tilbage i 1969 og Patriotisk Selskabs ISO-certificering i 1996, i øvrigt som den første landboforening i Danmark.
Kai Andersen var leder af økonomiafdelingen i Patriotisk Selskab, indtil han i 1994 i forbindelse med et generationsskifte i selskabet blev udnævnt til adm. direktør, en stilling han beklædte, frem til han i april 1998 valgte at gå på pension efter 32 år i foreningen. Han mistede dog aldrig interessen for landbruget og Patriotisk Selskab. Således fulgte han livligt med i selskabets udvikling, deltog i medlemsmøder og generalforsamlinger, ligesom han var involveret i udarbejdelsen af "Patriotisk Selskab i 200 år", en jubilæumsbog udgivet i forbindelse med Selskabets 200-års jubilæum 11. juli i år.
Såvel blandt kolleger i branchen som blandt de mange medlemmer Kai Andersen har rådgivet gennem årene, vil han blive husket som en særdeles kompetent, omhyggelig og fremsynet rådgiver.
Kai Andersen sprængte den sociale arv, og måske har han været hjulpet på vej af sit yndlings Gruk af Piet Hein: "".
I Patriotisk Selskab, såvel blandt medarbejdere, direktion, bestyrelse, udvalg og medlemmer går vore tanker i disse dage til Kai Andersens nærmeste familie, hustruen Bentha, døtrene Berit og Karin samt svigersønnen og de tre børnebørn.
Æret være Kai Andersens minde.