Avlere og minister holder møde efter døde mink er smidt på jorden

Aflivede mink smides på jorden under åben himmel flere steder. Myndigheder, avlere og minister mødes mandag.

Fødevarestyrelsen har i løbet af weekenden haft problemer med at skaffe nok containere til de mink, der bliver aflivet på grund af corona.
 
Derfor er de døde mink flere steder blevet smidt på jorden under åben himmel.

 

Og det vækker harme hos Danske Minkavlere, der derfor skal mødes med fødevareminister Mogens Jensen (S) mandag aften for at få styr på situationen.

Det fortæller formand Tage Pedersen.

Minkavlerne skal også mødes med Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut mandag eftermiddag.

"Fødevarestyrelsen har kastet erhvervet ud i endnu en krise med billeder af døde mink smidt på jorden og rådne mink i overfyldte containere. Billederne går verden rundt og ødelægger vores arbejde med dyrevelfærd og branchens image."

"Og det er en hån mod de minkavlere, som har passet og plejet deres dyr. Myndighederne virker til fuldstændig at have tabt kontrol og overblik over, hvad de laver. Der er ingen, som ønsker at have døde dyr liggende i bunker på gårdspladsen", siger han i en skriftlig kommentar.

Coronavirus har spredt sig hastigt blandt minkfarme i Danmark. Især nordjyske minkfarme er hårdt ramt.

Ifølge tal fra Fødevarestyrelsen lørdag står dyrene på minimum 400 af landets 1138 minkfarme umiddelbart til at blive aflivet. Det svarer til hver tredje minkfarm i landet.

Usikkerhed om aflivningsstrategien har dog fået flere minkavlere til at indstille arbejdet de seneste dage. Både Fødevarestyrelsen og minkavlerne selv hjælper til med aflivningsarbejdet.

Også fredag aften blev der holdt møde mellem minkavlerne og fødevareministeren.

Her blev det besluttet, at en række minkfarme, der har været ramt af corona, får lov at beholde deres raskmeldte dyr.

Med de nye retningslinjer kan mink fritestes. Det vil sige, at man undersøger om mink, der tidligere har været smittet, har udviklet antistoffer og ikke længere er bærere af virusset. De må i så fald blive pelset.

/ritzau/

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle