Bæredygtigt Landbrug forfremmer politianmeldt tidligere Agri-Nord- direktør

Bæredygtigt Landbrug har forfremmet tidligere direktør i Agri Nord til direktør trods en verserende politisag om økonomiske uregelmæssigheder.

Bæredygtigt Landbrug har forfremmet Kim Koch, tidligere direktør i Agri Nord til direktør.

Det skriver Effektivt Landbrug.

Udnævnelsen sker til trods for, at der verserer en politisag mellem Kim Koch og hans tidligere arbejdsplads Agri Nord.

Kim Koch har siddet som direktør i Agri Nord siden 2014, men sidste år i april blev han fyret fra Agri Nord og bestyrelsesformand i Agri Nord, Carl Chr. Pedersen, udtalte dengang at man havde konstateret "økonomiske uregelmæssigheder", og at man derfor havde besluttet, at Kim Koch skulle fratræde sin stilling omgående.

Siden december 2022 har Kim Koch været ansat i Bæredygtigt Landbrug til at lede et klima-projekt, der skulle ende ud i en ESG-skabelon til Bæredygtigt Landbrugs medlemmer. 

Formand for Bæredygtigt Landbrug, Peter Kiær har fuld tillid til Kim Koch og mener, at han er den  rigtige person til at udvikle og lede arbejdet i Bæredygtigt Landbrug. Han vil ikke kommentere den igangværende politiefterforskning. 

- Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Kim de seneste seks måneder, og vi har fået en stærk og visionær leder til Bæredygtigt Landbrug, siger Peter Kiær i en udsendt pressemeddelelse.

Kim Koch er tiltrådt og i fuld gang med jobbet som direktør i Bæredygtigt Landbrug, lyder det.

Kim Koch bekræfter over for Effektivt Landbrug, at Agri Nord-sagen stadig bliver efterforsket, og at der ikke foreløbigt er nogen udsigt til en forløsning på sagen, der kan vare alt fra "halvandet til tre år endnu".

- Jeg er selvfølgelig uenig i nogle af de ting, der er blevet smidt efter mig, og det har jeg forsøgt at dokumentere. Så det er svært at have en masse kommentarer til sagen lige nu, mens den verserer, men jeg er i hvert fald bare rigtig ærgerlig og ked af, at det skulle ende sådan, siger han.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle