Bæredygtigt Landbrug genvælger Fuglede som formand

Flemming Fuglede er genvalgt som formand for Bæredygtigt Landbrug.

Bæredygtigt Landbrugs formand Flemming Fuglede Jørgensen fortsætter endnu to år på posten.

Torsdag blev han genvalgt som formand ved et konstituerende bestyrelsesmøde i Fredericia, efter at han forleden blev genvalgt til bestyrelsen af godt og vel 400 fremmødte medlemmer på foreningens generalforsamling i Horsens.

Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

”Jeg ser frem til at fortsætte arbejdet for ordentlige rammevilkår for danske landmænd”, siger 64-årige Flemming Fuglede, som til daglig driver Borupgaard i nordjyske Løkken.

”Vi har vist, at det nytter at gøre en indsats for at blive reguleret på saglig og faglig vis. Det fortsætter vi med, bl.a. via vores stævning mod den danske stat for de vandområdeplaner, der risikerer at braklægge store dele af dansk landbrug”, tilføjer han.

Bæredygtigt Landbrugs bestyrelse består udover Flemming Fuglede Jørgensen af næstformand Gustav Garth-Grüner, Karin Dinesen, Peter Rosendal, Jens Iversen, Alfred Olesen, Peter Kiær, Ulrik Lunden, Peter Bohsen samt Hans Henrik Pørksen.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle