Bæredygtigt Landbrug: Vi kæmper mod fake news

Modstanderne benytter usandheder - fake news - i kampen om landbrugets forhold i Danmark, lød det fra formand Flemming Fuglede på Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling.

Havde tilhørerne i salen på Bygholm Landbrugsskole forventet en glad sang fra de varme lande, da formand Flemming Fuglede onsdag tog ordet og startede sin beretning på Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling, skulle de snart tro om igen.

Der var nemlig masser af kritik og hug til politikere, myndigheder og grønne organisationer, men også medier.

Inden Flemming Fuglede kom så langt, måtte han erkende, at dagens gylleegnede vejr havde givet panderynker inden generalforsamlingens start. Men han kunne tilfreds konstatere, at omkring 400 havde valgt generalforsamling fremfor gyllespredning.

modstandere siger ikke sandheden

Men herfra var der smæk for skillingen fra talerstolen.

Landbrugets omtale i medierne - som ifølge formanden var på over 5000 omtaler sidste år - er nemlig blevet ramt af fake news, skal man tro Flemming Fuglede.

"Vores modstandere siger ikke sandheden, og især fake news er blevet en alvorlig modstander", lød det fra Flemming Fuglede og henviste via et slideshow bag sig, at det især er Berlingskes kritiske dækning af kvælstofudledningen og Landbrugspakken, han mener.

dronningen af fake news

Dronningen af fake news var dog ikke en journalist, måtte man forstå, men i stedet præsidenten i Danmarks Naturfredsningsforening, Maria Reumert-Gjerding. 

"Hun har ført sig frem med usandheder", lød begrundelsen for kåringen, hvor hendes udtalelser i forbindelse med den såkaldte Filsø-sag især er kritiske.

Beretningen kom desuden omkring gødningskvoter, vandplaner, fosfor, BNBO, kvælstofudledning, en sløj tørkepakke og meget mere. Alle punkter, som formanden understregede som værende dybt kritisable eller direkte forfærdelige. 

"Hos ministeriet oplever vi, at der mangler faglig indsigt. Det gør der også hos flere politikere, der så samtidig mangler politisk mod", lød det fra formanden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle