Bagetrang under Covid-19 skabte markant vækst hos æggevirksomhed

Dava Foods oplevede i 2020 markant vækst i både omsætning og resultat før skat. Udviklingen blev særligt understøttet af covid-19 pandemien, der har øget efterspørgslen på æg og fødevarer i detailhandlen.

En af Danmarks største æggevirksomheder, Dava Foods Denmark, der har hovedsæde i Hadsund, oplevede som følge af danskernes stigende bagetrang under Covid-19 en øget vækst i salget af deres æg og æggeprodukter - og det havde stor afsmitning på årsregnskabet. 

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse om deres årsregnskab.

Virksomhedens omsætning i Danmark steg fra knap 625 mio. kr. i 2019 til 679 mio. kr. i 2020. Samtidig så virksomheden sit resultat før skat vækste med knap 14 procent fra 32 mio. kr. i 2019 til 36,5 mio. kr. i 2020.

Dava Foods sælger både friske æg og forædlede æggeprodukter. 

"Vi har oplevet en markant fremgang i omsætningen af æg og æggebaserede produkter på det danske detailmarked det seneste år. Det er en udvikling, der bygger videre på den stigende efterspørgsel, som vi har set de sidste mange år, og i 2020 er afsætningen blevet kraftigt understøttet af Covid-19 pandemien. Her har vi blandt andet set en bagetrend samt generelt mere tid til madlavning blandt danskerne, og derfor har kunderne i højere grad efterspurgt produkter som æg og andre fødevarer i detailhandlen", siger Ivan Noes, adm. direktør i Dava Foods i meddelelsen.

Fald til foodservice

Med den seneste fremgang håndterer DAVA Foods-koncernen nu mere end to mia. æg. 

Der har dog også været et naturligt fald i salget at spore til den hårdt ramte foodservice-sektor, der med lukkede restauranter, hoteller mv. har haft mindre efterspørgsel.

"Vi har oplevet en nedgang i salget til foodservicesektoren grundet nedlukning af restauranter og andre bearbejdende virksomheder. Det er derfor et område, der kræver vores opmærksomhed, og som vi forventer stabiliseret, når restaurationsbranchen igen er tilbage for fuldt blus", siger Ivan Noes.

Stor transformation

Dava Foods Denmark er en del af den danske Dava Foods-koncern, der ud over hovedsædet i Danmark har selskaber i Sverige, Norge, Finland og Estland samt et salgsselskab i Tyskland.

I de sidste par år har Dava Foods arbejdet på at transformere sig fra et traditionelt æggepakkeri til en koncern, der arbejder intensivt med innovation, forædling af produkter, nye emballager samt opbygning af et nyt, stærkt fødevarebrand.

Derfor har man blandt andet introduceret nye æggebaserede produkter som mayonnaise og aioli, rapsoliespray og proteinbaserede sportsernæringsprodukter mv. som en del af sortimentet.

Dermed forventer man også øget vækst de kommende år, lyder det.

"Vi har forberedt et produktions-setup med fleksibilitet til at følge forbrugertrends og krav fra detailhandlen. I fremtiden skal en stadig større andel af vores omsætning komme fra forædlede, innovative produkter", lyder det fra direktøren, der dog påpeger at 2021-resultatet kan blive påvirket af fugleinfluenza og øgede råvarepriser.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle