Ballade i Danske Vandværker - fyrer direktør, formand og næstformand

Uden nærmere forklaring og helt uden varsel er såvel formand, næstformand som direktøren ude af brancheforeningen Danske Vandværker. Det skriver Energiwatch.

I en kortfattet pressemeddelelse fra mandag aften oplyser Danske Vandværker, at direktøren, Allan Weirup, er fratrådt sin stilling med øjeblikkelig virkning.

Samtidig er landsformand Per Roth og næstformand Palle Christensen trådt tilbage, og landsbestyrelsen har konstitueret sig med ny formand Ole Wiil og ny næstformand Søren Hvilshøj.

"Ledelsen vil fortsætte kursen med at indfri 2020-målene og går med det samme i gang med at finde en ny direktør til Danske Vandværker", lyder det i pressemeddelelsen.

EnergiWatch har tirsdag morgen talt med den nye formand, Ole Wiil, der dog ikke vil kommentere nærmere på sagen.

"Du må forstå, at vi i bestyrelsen har valgt ikke at kommentere på sagen, også fordi den er en personsag," siger Ole Wiil, der i en peiode på otte år frem til udgangen af 2016 var formand for Danske Vandværker.

Om han nu skal være permanent formand, eller om stillingen er midlertidig, ønsker 70-årige Ole Will hellere ikke at kommentere på.

Omfattende strid bag

Energiwatch erfarer, at det er en omfattende stid om vandværkenes salg af data til kommunerne, der ligger til grund for fyringen af såvel formand, næstformand som direktør. Nu fratrådt formand fortæller til EnergiWatch, at han har kontaktet konkurrencestyrelsen på frygt for mulig kartellignende adfærd.

"Jeg må notere mig, at der i weekenden opstod et flertal mod mig og min næstformand i bestyrelsen, og derfor måtte jeg selvfølgelig aftræde som formand. Men jeg sidder stadig i bestyrelsen valgt for region Nord, og jeg er selvsagt meget uenig i den beslutning".

Sag om grænseværdier

I begyndelsen af februar viste vandprøver, at mindst 113 ud af landets ca. 2.500 vandværker har sendt vand ud til forbrugerne med stofmængder, der overskrider grænseværdierne. Derudover er pesticidet også fundet i mængder under grænseværdien hos yderligere 214 vandværker, viser kortlægningen.

I branchen har der været spekulationer om, hvorvidt stridighederne i Danske Vandværker skyldes uenighed om hvordan organisationen skal takle pesticid-sagen, erfarer landbrugsavisen.dk

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle