Bank: Ikke nok at være dygtig til at passe grise

Banker beder i stigende grad landmænd om at dokumentere deres evner som ledere.

Det kan blive nødvendigt at få finpudset lederevnerne, hvis unge landmænd i dag skal ned i banken for at optage lån. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Det er økonomichef i Centrovice Anne Grete Bøgh, der er ved at afslutte sin kandidatafhandling om generationsskifte i landbruget, som erfarer, at det ikke længere er tilstrækkeligt at vise et pænt regnskab.

"Vi oplever, at bankerne i stigende grad beder landmændene dokumentere deres evner som ledere," siger Anne Grete Bøgh til Fyens Stiftstidende.

Aktiver for millioner

Hun bakkes op af Jesper Lyhne, administrerende direktør i den statsstøttede Landbrugets Finansieringsbank, som påpeger, at landbrugsejendomme i dag i gennemsnit har aktiver på 40 millioner kroner, men at det heller ikke er ualmindeligt at have for over 100 millioner kroner. Det er mange penge at administrere.

"De senere år har man bevæget sig fra, at det var nok at være fagligt dygtig - til at passe grise eller køer - til at man i dag står i spidsen for bedrifter med måske 10 ansatte. Og det kræver, at man også har evner som både leder og strateg," siger Jesper Lyhne til Fyens Stiftstidende.

Landbrugets Finansieringsbank har til formål at yde anlægsfinansiering og garantier til landmænd, som ikke kan skaffe den nødvendige finansiering fra bankerne.

Emneord

landbrugsstøtte

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle