Rekordmange landmænd vil investere og øge produktionen.
Omkring hver tredje landmand vil gerne øge produktionen med mindst 10 pct. Og med udvidelsen af produktionen følger uvægerligt også et ønske om at investere. Et rekordhøjt antal landmænd forventer at øge investeringerne med mere end 25 pct., fremgår det af Landmandsbarometeret fra Seges.
»Vi er slet ikke i tvivl om, at der er en meget stor optimisme ude hos landmændene,« siger direktør i Dansk Agroindustri, Claus Hermansen.
I Brancheforeningen, der tegner knap 100 virksomheder inden for landbrugsmaskiner og staldudstyr, mærker man helt konkret, at der er efterspørgsel. Der mangler nemlig arbejdskraft mange steder.
»Vores medlemmer mangler arbejdskraft, og det er jo det bedste tegn på, at efterspørgslen er på vej op. Så selv om det er ærgerligt, at der mangler kvalificeret arbejdskraft, er det jo på en positiv baggrund, nemlig at der er kommer mere gang i hjulene,« siger Claus Hermansen.
Optimismen smitter også af på agroindustriens medlemmers egne forventninger til at investere. Her ligger de to første kvartaler af 2017 på indeks 23 og 15 sammenlignet med 2015 og 2016, hvor indekset lå omkring nul. Altså alt i alt en væsentlig større tro på fremtiden end bare for et år eller to siden.
Nedslidning
At den store lyst til at investere kommer på baggrund af nogle meget magre år, hvor der ikke er blevet bygget meget nyt, lægger man ikke skjul på i Seges, der står bag Landmandsbarometeret. Men det er også et forhold, man kender ude i industrien. Hos Graakjær har man f.eks engageret sig i erhvervsbyggeri og letbanen i Aarhus, mens der var lavvande i landmandens pengekasse. Men direktør Martin Rindom i Graakjær Landbrug glæder sig over, at der er skred i landbrugets investeringer, fordi det stadig er en bærende del af virksomhedens aktiviteter.
»Mange har jo kørt en bevidst nedslidningsstrategi, så der er et stort behov for at bygge nyt,« fortæller Martin Rindom, der især peger på, at smågriseproducenterne gerne vil udvide soantallet og bygge toklimastalde til smågrisene.
Priserne må falde
Hos Dan Egtved A/S genkender man også investeringslysten. Men konkret sker der ikke helt nok inden for kvægsektoren.
»Vi fornemmer jo nok, at mange landmænd gerne vil udvide, men det kan være svært at få bankerne med i det,« siger salgskonsulent Kristen Kjeldsen fra Dan Egtved og benytter lejligheden til at komme med en lille advarsel:
»Hvis nu alle får held til at producere 10 pct. mere mælk, så vil priserne falde. Det skal man huske.«
Hos Dan Egtved mærker man især interessen for at udvide antallet af kopladser, enten ved at bygge til den eksisterende kostald eller bygge ny stald til kvier og goldkøer, så de ikke står og fylder i kostalden.