Beslutningen om at aflive alle mink i Danmark var en logisk følge af SSI's risikovurdering, lød det fra Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen. Minkkommisionens medlemmer udfordrede, om det nu vitterligt var eneste udvej.
En storsmilende departementchef i Statsministeriet, Barbara Bertelsen, mødte pressen ude foran Retten på Frederiksberg torsdag aften:
"Det var rart nu at få lov til at sætte mine egne ord på overfor kommissionen, og nu skal kommissionen jo have lov til at arbejde videre, og så har jeg ikke yderligere".
Det var ordene. Derefter gik hun resolut og omringet af pressefolk over mod sin chauffør og den ventende bil. Kort tid efter trillede hun afsted med politieskorte.
På daværende tidspunkt havde hun siddet i over syv timer i vidneskranken og svaret på granskningskommissionens spørgsmål. Og mens offentligheden længe havde ventet på at høre hendes version af forløbet om aflivningen af alle mink, havde hun tydeligvis også – og gav også udtryk for det – glædet sig til at dele sin version.
Barbara Bertelsen var således forberedt til fingerspidserne og rystede bilagsreferencer ud i et væk, da hun havde brug for at få understøttet sin forklaring. 'Øhh' slap kun ud af hendes mund to gange.
Intet på skrift
Kunne Barbara Bertelsen kaste nyt lys på nogle af de centrale spørgsmål: Hvorfor besluttede man at aflive alle mink, når nu ingen myndigheder havde foreslået den model? Og hvorfor skænkede man ikke lovhjemlen en tanke?
Det har længe stået klart - og blev bekræftet under afhøringen af Barbara Bertelsen - at ingen myndigheder forud for mødet i regeringens koordinationsudvalg den 3. november skriftligt foreslog at aflive alle mink.
I løsningskataloget fra Miljø- og Fødevareministeriet lå en permanent nedlukning og en dvalemodel – begge krævede lovhjemmel. Men hvor kom idéen så fra?
Barbara Bertelsen fortalte, at beslutningen var en naturlig følge af den skærpede risikovurdering fra Statens Serum Institut samme dag.
Selv om dataene bag den risikovurdering efterfølgende er blevet udfordret af eksperter, gav vurderingen indtryk af, at alvorlige udfordringer med fortsat minkavl - ikke mindst på grund af virusvarianten Cluster-5 og risikoen for vaccinernes effekt.
SSI anbefalede ikke direkte i sit notat, at konsekvensen måtte være aflivningen af alle mink - SSI foretager udelukkende risikovurdeirnger, men kommer ikke med forslag til risikohåndtering.
Ifølge Barbara Bertelsen blev det alligevel løsningen, fordi der i risikovurderingen stod, at ’fortsat minkavl vil indebære en betydelig risiko’.
"Så er det den nødvendige konsekvens", lød det fra Barbara Bertelsen i vidneskranken. Hun tilføjede senere under sin afhøring, at det var "en logisk følge af risikovurderingen".
Barbara Bertelsen forklarede, at folkesundheden fyldte på mødet regeringens koordinationsudvalg. Hun nævnte også, at statsminister Mette Frederiksen på mødet direkte spurgte til, om der var grundlag for at bevare avlsdyr.
Til det svarede miljø- og fødevareminister Mogens Jensen (S) – ifølge Barbara Bertelsen – at det kun havde interesse for branchen, hvis man bevarede alle avlsdyr, som udgjorde 20 procent af den samlede bestand. Men risikovurderingen efterlod ikke tvivl, lød det fra hende.
"Den var ikke forenelig med at holde flere millioner mink", sagde hun.
Udspørger i kommissionen, Jakob Lund Poulsen, ville vide, om det var sundhedsminister Magnus Heunicke (S), der på mødet gav udtryk for, at sundhedsmyndighederne ikke så en anden udvej end at aflive.
"Det bliver sagt klart fra sundhedsministeren og hans departementschef, at der ikke er anden udvej".
Gentagne gange under afhøringen understregede Barbara Bertelsen, at man på mødet traf en beslutning om at aflive alle mink, men ikke en nedlukning af erhvervet.
"Man ønskede ikke at forbyde minkavl i Danmark. Vi ville gøre alt for at sikre dets tilbagekomst", lød det fra hende.
Kommissionsmedlem Ole Spiermann udfordrede Barbara Bertelsens vurdering af, om det var logisk at aflive alle mink.
I risikovurderingen fra SSI stod der nemlig, at der vil være en risiko, hvis minkproduktionen fortsætter som 'normalt'.
"Overvejede I, om det var givet, at det krævede aflivning af alle mink, eller om man kunne nøjes med at drosle ned til 20 procent"?
"Jeg kan ikke huske, hvad jeg selv har tænkt – men der var en formulering om en betydelig risiko, og så blev det gentagne gange italesat på mødet. Sundhedsministeriet var meget klar på, at det ikke ville være foreneligt med bevaringen af avlsdyr", forklarede hun.
Kommissionsmedlem Ole Spiermann spurgte også til, om en aflivning af alle mink ikke svarede til at lukke erhvervet?
"Man taler om på mødet, at det er det vil være vanskeligt, og at man vil gøre alt, hvad man kan, for at det bliver mindst muligt byrdefuldt. Man ved godt, at aflivning af mink er ganske besværligt", forklarede hun.
Hun forklarede også, at de store konsekvenser for branchen blev drøftet til mødet.
Alligevel bad hun Justitsministeriets departementschef, Johan Legarth, om at hive en sætning ud af regeringens centrale beslutningsdokument.
Fødevareministeriet havde fået indføjet, at en aflivning af alle mink inklusive avlsdyr ville være "fatalt" for branchen. Hvorfor måtte ministrene ikke vide det, ville kommissionen gerne vide?
"Jeg siger til Johan, at fatalt er et mærkeligt ord, det ville vi aldrig skrive i et regeringscover", forklarede Barbara Bertelsen.
Men kunne man ikke have fundet på et andet ord – eksempelvis skrevet at det ville være alvorligt, eller at branchen ville få svært ved at rejse sig, lød spørgsmålet fra Jakob Lund Poulsen.
"Det kunne man sikkert. Jeg reagerer på et ord, der aldrig ville finde vej til et regeringscover", sagde hun.
Fulgte udviklingen tæt
Afhøringen af Barbara Bertelsen afslørede også, at hun ad flere omgange har fulgt udviklingen i minksmitten tæt fra sin post i Statsministeriet.
I midten af oktober reagerede hun på mediehistorier om, at aflivningen gik langsomt. Hun skrev en sms til departementschef i Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, og Sundhedsministeriets departementschef Per Okkels.
"Vi skal huske, hvad en flagermus i Wuhan kunne gøre. Med den viden, vi har om virus og mutationsrisikoen i mink, vil historien dømme os hårdt for at bruge så lang tid på håndtering. Bh Barbara."
Den 2. november reagerede hun igen på en nyhed om, at smitten blandt mink steg. I en sms til Henrik Studsgaard skrev hun:
"Går ud fra, at I også har set den i weekenden. Vi leger allerede med ilden med den svage eksekveringskraft".
Det skulle gå hurtigt
Det er også Barbara Bertelsen, der efter den nye risikovurdering fra SSI fik indkaldte til et møde i regeringens koordinationsudvalg. Det skete om eftermiddagen. Ministerierne fik kun tre-fire timer til at gøre materiale klar.
Hastværket forklarede hun med, at situationen skulle håndteres, inden nyheden slap ud.
Udfordringen var, at nyheden om den muterede minkvariant skulle indberettes til de internationale sundhedsmyndigheder, og når det skete, var det vigtigt at have en plan for håndteringen klar.
"Det var det muliges kunst. Vi kunne ikke trykke på pauseknappen", forklarede hun. "Man vidste det var et spørgsmål om tid, før nyheden ramte offentligheden. Det hastede som død og helvede."
Det var vigtigt med en håndtering, fordi manglende handling ville kunne true dansk eksport på eksempelvis fødevareområdet, sagde hun.
Hvorfor spørgsmålet om lovhjemmel aldrig kom op på mødet, blev vi ikke klogere på under afhøringen af Barbara Bertelsen. Og det undrede også kommissionen.
Især fordi der blev drøftet hjemmel til andre ting.
"Der er ingen tvivl om på mødet, at ekspropriation vil kræve hjemmel, og at man skulle snakke med partierne", sagde hun.
Men ingen på mødet lavede den følgeslutning, at der også kunne være tale om behov for lovhjemmel til at aflive alle mink.
Ansvaret lå i Fødevareministeriet
Til gengæld blev der talt om de praktiske udfordringer med at aflive så mange mink. Blandt andet blev der talt om, hvorvidt der var aflivningskasser nok.
Det undrede udspørgeren. Når man talte så meget om de fysiske udfordringer, var der så ikke overvejelse om de retlige aspekter?
"Det blev slet ikke italesat - som det heller ikke ville være i andre sammenhænge i regeringens drøftelser, medmindre ressortministeriet siger, at det skal vi lige være opmærksomme på".
"Det er altid ressortministeriet, der skal rejse flaget"?
"Altid"
"Ministerstyret hviler på, at uanset, hvilket mødefora du befinder dig i, så er det altid ressortministeriet, der har ansvaret", forklarede hun.
Barbara Bertelsen veg med andre ord på intet tidspunkt, som regeringen hele tiden har givet: Ansvaret for mink-miseren lå i Miljø og Fødevareministeriet.
Om kommissionen ender med at være enig i den vurdering, ved vi engang i løbet af foråret.
