Barbara Bertelsen holdes ude af direktøransættelse under minksag

Bertelsen skulle være med til at ansætte direktør i styrelse, som rådgiver om kritik af embedsmænd i minksag.

Så længe departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen har sin egen personalesag kørende i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, er hun inhabil, når der skal ansættes en ny chef i styrelsen.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af et skriftligt svar fra Statsministeriet.

Lørdag skrev Berlingske, at Bertelsen formelt er involveret i ansættelsen af den næste øverste chef i styrelsen.

Det er hun, fordi den næste direktør skal godkendes af regeringens ansættelsesudvalg. Det består af statsministeren og finansministeren, som rådgives af deres departementschefer.

Der er grundlag for, at Bertelsen og ni andre embedsmænd kan drages til ansvar i Minksagen. Det har Minkkommissionen vurderet i sin beretning. Kommissionen har undersøgt forløbet om de aflivede mink under coronapandemien. 

Ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) er det rådgivning fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, der kommer til at være med til at bestemme, hvad der skal ske i forhold til de kritiserede embedsmænd. Det sagde hun i begyndelsen af juli.
I Minkkommissionens beretning lyder det, at embedsmændene ikke gjorde nok for at belyse, at der manglede lovgrundlag for at aflive alle mink.

Om Barbara Bertelsens rolle skrev Minkkommissionen:

- Det er kommissionens vurdering, at departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar.

Juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet har sagt til Berlingske, at han ikke mener, at Barbara Bertelsen kan være med til at finde en ny direktør.

- Den proces kan hun ikke deltage i. Og det kan begrundes i forvaltningslovens regler om inhabilitet.
- Der er klare regler om inhabilitet, som jeg har en klar forventning om vil blive overholdt i den her proces.

Andet vil være fuldstændig utænkeligt, han har sagt til Berlingske.

Mindst ni af de ti topembedsmænd er ikke hjemsendt, mens deres sager behandles. Det har Jyllands-Posten tidligere skrevet.

Hvis det vurderes, at embedsmændene har handlet uagtsomt, så kan det føre til sanktioner. De kan spænde fra en disciplinær irettesættelse til en regulær afskedigelse.

/ritzau/
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle