Bayers nye vision: Landbruget skal gå digitalt

Opkøbet af Monsanto er nu på plads og Bayer CropScience er klar med ny strategi

For mindre end en måned siden startede fusionen mellem Bayer CropScience og Monsanto dag et i den nye kemigigants liv.

Tirsdag præsenterede verdens største selskab for landbrugskemi så sin nye vision ved et internationalt pressemøde.

Ifølge administrerende direktør Liam Condon hedder fremtiden innovation, bæredygtighed og digital transformation.

"Landmænd hungrer efter innovation som kan hjælpe dem med at dyrke mere med mindre og sikre tilstrækkeligt adgang til sikre, sunde fødevarer", siger han.

Samtidig pegede han på, at landbrug er en vigtig del af løsningen på verdens klimaproblemer.

Liam Condon noterede sig, at digital transformation vil være en af drivkræfterne, til at finde nye muligheder for landmænd. Digitale løsninger kan hjælpe med at forsyne landmænd med de informationer, der skal til for, at de klarer sig bedre. Eksempelvis har Bayer CropScience leveret mobile løsninger til landmænd i Asien, Afrika og Sydamerika.

Innovation vil også fortsat være en del af Bayers strategi. Efter opkøbet af Monsanto arbejder tusindvis af medarbejdere med forskning og udvikling inden for forædling, biologi, kemikalier og digitale løsninger.

Eksempelvis præsenterer Bayer CropScience alene inden for havefrøsegmentet mere end 200 nye sorter årligt, som har bedre egenskaber og er bedre egnet til at modstå sygdomme, skadedyr og tørke.
Ifølge Jesus Madrazo, som er chef for bæredygtighed hos Bayer CropScience er teknologi ikke det eneste, som skal øge bæredygtigheden.

"Bæredygtighed handler lige så meget om at hjælpe småbrug i Afrika som at hjælpe store landbrug i Sydamerika, så de kan beskytte deres afgrøder og levere deres jord i en bedre tilstand til de næste generationer", siger han

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle