Bedre end Tinder: Her er din nye protein-partner

Et hilse-på møde mellem landmænd og aftagere af planteprotein til fødevarer gav genlyd hos alle, Et nyt og længe efterlyst Danmarkskort skal gøre det lettere at finde hinanden.

Det bedste må vel være at kunne forene dem, der søger hinanden. Seges har via Landbrugs-info netop offentliggjort et længe efterspurgt Danmarkskort, hvor sød musik kan opstå - nemlig mellem landmænd, der vil dyrke planteproteinafgrøder og folk, der vil aftage produkterne. Begge parter er prikket ind på kortet. Det har været undervejs i et godt stykke tid og er længe efterlyst. Allerede nu er 300 landmænd plottet ind på kortet med kontaktoplysninger, og det vil løbende blive opdateret.

"Men husk, når I vil bestille. Der er en længere leveringstid, end I måske kender til - det er nu, der skal bestilles til næste års høst", mindede chefkonsulent Inger Bertelsen, Seges, om på mødet mellem kommende handlespartnere. Det var arrangeret af netop Seges og Landbrug & Fødevarer.

Sådan et håndgribeligt initiativ er en af de ting, som kan gøre, at landmænd og madfolk kan finde hinanden på en lettere måde end hidtil. Faktum er, at forbrugerne i stigende grad efterspørger mad med planteprotein. Så nu skal samarbejdet styrkes.

Det første af fire møder mellem måske kommende partnere er netop afholdt. Det at lære hinandens ønsker og behov at kende betyder, at der vil kunne dyrkes de rigtige afgrøder med den efterspurgte kvalitet. Men hvad vil forbrugerne så have?

Det skal skubbes frem

"Der var mange af de 60 deltagere på ugens møde, der fik en aha-oplevelse ved at høre om andres erfaringer, og der blev skabt mange vigtige kontakter", fortæller Mette Damborg, secialkonsulent Planter på Seges. Hun har været med til at arrangere dagen sammen med chefkonsulent Marked Lærke Kirstine Lund fra L&F. Møderækken kan ses som en slags forlængelse af de fem innovationsworkshops, der blev afholdt sidste år.

"Danmarksskortet er en vigtig ting, for alle kan registrere sig, landmænd og fødevarevirksomheder. Men det er også nu, vi skal rykke, så vi kan komme ind på eksportmarkederne så stærkt som muligt - og mens interessen er stigende for mange landmænd", siger Mette Damborg.

Ja tak til mere plantemad

Forbrugere har forskellige præferencer, men smagen betyder rigtig meget for, om man falder for plantemad. Forbrugersociolog Nina Preus fra L&F fortalte på det første møde om en ny analyse om planterige-præferencer og forbrug:

"45 procent af de adspurgte danskere vil gerne spise mere plantebaseret mad, især unge under 40 år og kvinder. Når de skal vælge, er smag den vigtigste faktor, dernæst at maden er mættende", fortalte Nina Preus.

Det velkendte hang lidt ved, når forbrugerne blev spurgt om, hvilke planteproteiner, de især havde lyst til at købe. Her var ærter nummer 1, efterfugt at linder og kikærter. Der er stadig en gruppe af »ældre skeptikere«, om hvem man siger, at for dem er det vigtigt, at den plantebaserede mad er med er danske råvarer, gerne med en lokal historie tilknyttet, og så skal der kun være en kort ingrediensliste - så kan man jo selv vurdere, om man er medlem af den gruppe.

Faktaboks

Den grønne scene

  • Hele plante-værdikæden er samlet, når Seges og Landbrug & Fødevarer på ialt fire møder introducerer »Den grønne scene«. Her vil aktører give bud på, hvilken fremtid der er for de grønne proteiner. Flere og flere aktører finden hinanden og bringer de grønne proteiner ud på markedet. Erfaringerne er mange allerede - hvilke afgrøder er nemmere at dyrke end andre? Hvilke sorter klarer sig bedst i hvilke egne af landet?

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle