Bekymret Fritzner: Tendens til magtfuldkommenhed i regeringen

Povl Fritzner benyttede sin tale ved åbningen af Roskilde Dyrskue til at sende en bekymret melding til politikerne på Christiansborg.

- Dansk politik skal skifte retning. Der er en bekymrende tendens til magtfuldkommenhed hos regeringen. 

Sådan lød det fra dyrskueformand Povl Fritzner, da han fredag åbnede Roskilde dyrskue med blafrende flag og brølende køer i baggrunden.

Povl Fritzner henviste til minksagen.

- Der lukkede man et helt erhverv efter et møde på bare 45 minutter, hvor ingen havde læst bilagene. Det klædte ikke det danske demokrati, lød det ud over dyrskuepladsen gennem højttalerne. 

Povl Fritzner understregede, at der skal passes på klimaet, men pegede samtidig på, at landbruget kan være en del af løsningen, men han føler ikke, at politikerne bakker fuldt op i lyset af de byrder, der falder på landbruget.


Formand for Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard holdt åbningstalen på Roskilde Dyrskue.

Povl Fritzner brugte også sin taletid på adressere klimaudfordringerne og den grønne omstilling.

- I dag er de danske landmænd verdensmestre i bæredygtighed. De danske fødevarer har et af verdens laveste miljøaftryk, både når det gælder plante- og husdyrproduktion. Derfor skal vi blive ved med at producere fødevarerne her i landet, hvor blandt andet teknologien og landmanden sammen sørger for, at fødevarerne bliver lavet med et af de laveste klimaaftryk i verden, sagde han.

- Klimaudfordringerne kender ikke til landegrænser. Derfor er løsningen ikke at lukke den danske husdyrproduktion. For efterspørgslen fra verdensmarkedet lukker ikke og produktionen flytter til lande, hvor fødevarerne bliver produceret med en meget større påvirkning af klimaet. Og så er vi lige vidt. Tværtimod ser dansk landbrug ser ind i en ny fremtid, hvor landmanden både er fødevareproducent og energileverandør. Vi skal ikke kun være kendt for de gode, sunde fødevarer med høj kvalitet, landbruget kan også komme til at spille en vigtig rolle i forhold til fremtidens bæredygtige, grønne energiproduktion, forklarede han og hævede stemmen: 

- Vi er en rig nation, men alt for mange tror, vi kan leve af at sidde i en rundkreds og debattere, hvordan andre skal reguleres. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle