Bekymret mejeriboss: Skolemælk og fly-yoghurt skal sælges andre steder

Skolemælk og fly-yoghurt blev pludselig usælgelige, da Danmark lukkede. Men Naturmælks direktør tror på, at mælken kan sælges andre steder.

At omvæltningerne den seneste uge har været store, er en underdrivelse, når det gælder det sønderjyske andelsselskab Naturmælk. 

Her går en betydelig del af salget til foodservice og restauranter. En branche, der nærmest fra den ene dag til den anden lukkede ned, da statsminister Mette Frederiksen (S) sidste uge sendte danskerne fra arbejdspladser og skoler og hjem i privaten.

Det har givet udfordringer for de godt 100 ansatte, med mejeridirektør Leif Friis Jørgensen i spidsen.

"Skolerne blev lukket fra den ene dag til den anden, og det ramte en del af vores skolemælk. Det samme skete med en mængde yoghurter, vi leverer til SAS. Nu har vi sikret, at det i stedet er kommet børn til gode hjemme hos deres mor og far. Vi har nemlig fået det leveret ud, via en madleverandør på nettet, som vi har et samarbejde med, som et markedsføringstiltag", fortæller Leif Friis Jørgensen.

Hvor stor en procentdel, Naturmælk leverer til catering, restauranter og kantiner, ønsker han ikke at sætte tal på.

"Vi skal flytte mængden af mælk, der gik til catering, over i andre produkter. Der har været et par dage, hvor forbrugerne købte ekstra meget, og så et par dage, hvor de købte knap så meget", siger han og forklarer, at det dermed er gået lige op – om end skiftet i produktsammensætningen er ændret mærkbart.
 
"Samlet set har vi lidt mindre mælk i tankene på mejeriet lige nu. Her er det en kunst at være på forkant, samtidig med at vi har is i maven. Vores hverdag er meget anderledes lige nu, også fordi det vigtigste jo er, at vi skal holde vores medarbejdere sunde og raske, så vi sikrer produktionen", forklarer mejeridirektøren, der ud over den sønderjyske produktion også driver Øllingegaard i det nordsjællandske.

Turbulens - ikke krise

Mejeridirektøren understreger, at situationen omkring corona giver mange udfordringer. Flest mulige medarbejdere er sendt hjem og der stilles ekstra krav til hygiejne.

"Hvis ikke man er bekymret som virksomhed eller person i øjeblikket, så vil man nok aldrig blive det".

Endnu tør den ellers erfarne mejeridirektør ikke spå om, hvad situationen vil betyde for mejerierne, samt såvel virksomhedens som andelshavernes økonomi. Til det er det alt for tidligt og de ukendte faktorer for store.

"Vi er ikke i krise, selv om alt det her givet noget turbulens. Situationen ændrer sig fra time til time og det er en meget meget uvant situation", siger han og tilføjer, at fokus lige nu er at holde øjnene fast rettet på produktionen.

”Så længe vi har muligheden for at håndtere den mængde mælk, der kommer ind hver dag, ved at holde medarbejderne sunde og raske – samt at vi får vores ”fair share”, altså vores markedsandel, så tror vi, at det nok skal gå", melder Leif Friis Jørgensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle