Beskyldning: BL var fødselshjælper for CBS-rapport

DN kalder CBS-rapport for makværk og partsindlæg.

CBS-rapporten om landbrugets rammevilkår, der kom i begyndelsen af august, får nu en hård medfart af Danmarks Naturfredningsforening (DN). På Altinget.dk kalder DN i dag rapporten for makværk og et partsindlæg, der bør ’dø i synden’.

DN kritiserer, at der er for dårlig kildeangivelse, ingen litteraturliste, og at der er meget få referencer til anden forskning. Det er heller ikke muligt at se, hvordan de enkelte cases er udvalgt. DN mener, at Bæredygtigt Landbrug (BL) har hjulpet rapporten på vej, fordi landmand og medlem af Bæredygtigt Landbrug, Torben Vagn Rasmussen, har ledet projektet. Det er dog CBS-lektor Troels Troelsen som har været ansvarlig for det forskningsmæssige.

Det fremgår af rapporten, at den er støttet af Promilleafgiftsfonden, men Bæredygtigt Landbrugs rolle fremgår ikke, påpeger DN.

BL afviser kritik

Hos BL kan direktør Hans Aarestrup ikke se nogen problemer. Ifølge ham har BL stået for at søge penge til arbejdet i Promilleafgiftsfonden og hjulpet med revision og økonomistyring. Men han afviser, at have blandet sig i forskningen eller at have hjulpet med tal. Tværtimod har BL været bevidst om ikke at blande sig.

»I det øjeblik det blev til en Bæredygtigt Landbrug-rapport og ikke en CBS-rapport, så kunne jeg jo lige så godt have skrevet det på bagsiden af en konvolut, og så ville det ikke have den samme politiske effekt. Derfor har vi valgt at lade nogen lave det for os og holde en armslængde til det,« siger han til Altinget.

CBS-rapporten har vakt stor interesse i landbruget, fordi den samler en oversigt over landbrugets rammevilkår meget bredt på et sted. Samtidig kommer den frem til, at landbrugets rammevilkår rammer landmændene meget værre, end hvad fremgår af en rapport fra Cowi i 2015 og fra Københavns Universitet i 2012.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle