Det er helt afgørende for vandværker og kommuner, at de kan udlægge beskyttelseszoner, hvor der er særligt behov.
Af Richard Thomsen, tidl. grundvandchef i Aarhus Amt.
28. Juni 2018 bragte LandbrugsAvisen artiklen: ’Aarhus Kommune bruger van(d)vittige vurderinger til unødig tvang’. Aarhus Kommunes kortlægning og indsatsplan for Beder bygger direkte videre på det arbejde, amtet ikke fik afsluttet. Fra 1980erne blev forureningen af vores grundvand og drikkevand meget synlig. Siden er der blevet investeret milliarder i forebyggelse af grundvandet frem til i dag. I 2015 blev der afsluttet en omfattende kortlægning af grundvandsressourcernes beliggenhed og beskyttelse. Kortlægningen blev igangsat af et enigt folketing i 1999, og den samlede pris i 2015 var 2,6 mia.
Et grundigt beslutningsgrundlag
Beslutningen om kortlægning har vist, at Folketinget prioriterede grundvandet meget højt, og at der blev skabt et grundigt beslutningsgrundlag for beskyttelsen af grundvandet. Et vigtigt aspekt i den landsdækkende kortlægning af geologiske forhold og indsatsplanlægning er, at grundvandet skal beskyttes imod alle typer af forurening og ikke kun pesticider og nitrat fra landbruget. Det har derfor været vigtigt at kunne udpege de områder, hvor de primære grundvands magasiner er særligt sårbare for forurening, eller hvor der er stor grundvanddannelse. Det er i disse områder, Aarhus Kommune baseret på en usædvanlig grundig kortlægning vil beskytte grundvandet med beskyttelseszoner.
At beskyttelseszoner fungerer, viser beskyttelsen af Tunø Vandværk. I 1987 havde Tunø vandværk problemer med et meget højt nitratindhold, fordi der blev dyrket porrer intensivt omkring de eneste brugbare boringer. Amtet foreslog, at der skulle være en beskyttelseszone omkring vandværket med permanent græs. Landbruget fastholdt, at de med deres regelrette markstyring sagtens kunne styre udvaskningen af nitrat fra rodzonen. Der blev af amtet etableret en overvågning med sugeceller af udvaskningen fra rodzonen under det dyrkede areal og et græsareal. Udvaskningen fra det dyrkede areal med markstyring var 7 gange over grænseværdien for drikkevand og tæt på nul under græsarealerne. I erkendelse af at den regelrette markstyring i praksis ikke var tilstrækkelig effektiv, blev der i samarbejde mellem landbrug, amt og Odder Kommune etableret beskyttelseszone omkring vandværkets boringer.
Lokale forhold negligeres
Efter 20 år er nitratindholdet i grundvandet på Tunø igen langt under grænseværdien. Den permanente beskyttelse kostede den gang Odder Kommune 300.000 kr. til køb af jorden ved vandværket og jordomfordeling, så landmanden kunne dyrke sine porrer uden for det beskyttede område. Alternativt skulle Tunø have drikkevand fra fastlandet eller rense vandet, og det ville koste millioner i etablering og drift. Landbrug og Fødevarer hævder i dag, at behovet for beskyttelseszoner for at beskytte grundvandet ikke er nødvendig ved regelret brug af pesticider. De omfattende fund i grundvandet af nye og gamle midler viser, at regelret brug aldrig i praksis har fungeret i de områder, hvor grundvandet er dårligt beskyttet, eller hvor grundvandsdannelsen er stor, fordi der ikke tages hensyn til de lokale geologiske forhold. Det er derfor helt afgørende for vandværker og kommuner, at de kan udlægge beskyttelseszoner med et særligt behov for beskyttelse for at sikre rent drikkevand til landets befolkning og landbruget.
Landbruget synes, at erstatningen er utilstrækkelig. Men det er en anden diskussion i forhold til det faglige grundlag for behovet for beskyttelseszoner.
