Bestyrelse på plads for nyt øko-center

Der er nu nedsat en bestyrelse for det nye innovationscenter for økologi.

Torsdag går det nye samarbejde om et innovationscenter for økologisk landbrug i luften, men allerede få dage før kunne det nye center løfte sløret for sin kommende bestyrelse.

Det meddeler Landbrug & Fødevarer og Økologisk Landsforening, der står bag det nye center, i en fælles pressemeddelelse.

Innovationscenteret, der formelt bliver etableret den 1. juli, skal samle de innovative kræfter fra Seges Økologi Innovation og Økologisk Landsforenings landbrugsafdeling. 

Målet er at skabe en endnu stærkere økologisk landbrugsproduktion i Danmark og derigennem fastholde den danske position som verdens førende økologi-nation, lyder det.

I bestyrelsen sidder:
•    Per Kølster, formand i Økologisk Landsforening
•    Hans Erik Jørgensen, formand i Landbrug & Fødevarer Økologi
•    Helle Borup Friberg, direktør i Økologisk Landsforening
•    Ejnar Schultz, direktør i Seges
•    Tom Heron, direktør for bæredygtighed i Niras
•    Jakob Sehested, centerleder i ICROFS
•    Lisbeth Frank Hansen, økologikonsulent
•    Brian Fruergaard Roed, landmand
•    Ole Nørby, landmand
•    Kirsten Lund, økologichef i Landbrug & Fødevarer er tilknyttet bestyrelsen som fagekspert.

Bestyrelsen vil konstituere sig med formand og næstformand på det førstkommende møde.

Leder efter leder

Bestyrelsen er nu gået i gang med at rekruttere en leder for centeret, og 1. oktober bliver medarbejderne i det nuværende Økologisk Landsforenings landbrugsafdeling og Seges Økologi Innovation samlet i Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

Center for Økologisk Landbrug får til huse i Agro Food Park i Aarhus, hvor også Økologisk Landsforening og Seges har til huse. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle