Bestyrelsesmedlem tvivler på opsigtsvækkende direktørfyring

Bestyrelsesmedlem i LandboSyd er kommet i tvivl, om det var det rigtige at fyre foreningens direktører.

Den overraskende fyring af LandboSyds to direktører får nu også konsekvenser i landboforeningens bestyrelse, hvor mælkeproducent Jac Broeders fra Tyrholm ved Rødekro har valgt at træde ud.

Det oplyser LandboSyd på sin Facebook-side, hvor landmanden begrunder sin udtrædelse med, at han er kommet i tvivl om, hvorvidt det var den rigtige beslutning at fyre direktørerne.

“Jeg står ved mit ansvar i beslutningen, som en enig bestyrelse har truffet. Efterfølgende er jeg dog kommet i tvivl, om det var den rigtige beslutning. Derfor tager jeg konsekvensen og udtræder”, siger Jac Broeders på Facebook.

livet går videre

Landbrugsavisen.dk har forsøgt at få Jac Broeders til at uddybe udtrædelsen, men landmanden har ikke haft lyst til at give en kommentar.

Bestyrelsesformand Mogens Dall tager Broeders beslutning med sindsro.

"Der kommer en generalforsamling, hvor der bliver valgt en ny, og livet går videre. Det er ikke det sjoveste, at der er en, der melder sig ud, men det er stadig en enig bestyrelse, der står bag beslutningen", siger Mogens Dall.

Har udtrædelsen fået dig selv til at tænke over beslutningen en gang mere?

"Nej. Vi har analyseret og tænkt rigtig meget, inden vi tog beslutningen, så det er der ingen grund til".

udtrædelse undrer

Bestyrelsesmedlem i LandboSyd og pelsdyravler Jens Wistoft under sig over Jac Broeders' beslutning.

"Først og fremmest er det selvfølgelig ærgerligt, for jeg kender Jac som en sympatisk fyr, men jeg undrer mig også lidt over hans beslutning. Når man melder sig ud, distancerer man sig fra beslutningerne i stedet for at blive inde og yde sin indflydelse," siger Jens Wistoft.

Men heller ikke hos pelsdyravleren ændrer det noget, at Jac Broeders er kommet i tvivl om fyringerne.

"Vi har tænkt os om og truffet den rigtige beslutning. Vi landmænd er afhængige af at få den rigtige rådgivning, og samtidig er LandboSyd blevet en stor organisation. Til det medfølger ganske vist en høj løn for vores direktører, men også et vist ansvar og en stor portion tillid. Når man så kan blive i tvivl om tilliden, bliver det svært at samarbejde", siger Jens Wistoft, der kalder fyringen rettidig omhu:

"LandboSyd er en succesvirksomhed, og skal vi fastholde det, skal vi have nye øjne og hænder, som kan føre os i en ny retning. Mere drama er der sådan set ikke i dén historie".

Emneord

Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle