Betjente skulle aftale hurtige minkaflivninger: Nu skal politiets ulovlige actioncard granskes

Minkkommissionen har nu officielt lov til at spørge ind til politiets ulovlige actionscard, hvor der stod, at minkavlerne skulle aflive deres mink, selvom der ikke var lovhjemmel til det.

Minkkommissionen har nu også lov til at spørge ind til politiets såkaldte actioncard.

Det viser et nyt tillægskommissorium, som Folketinget har skrevet og sendt til granskningskommissionen i fredags. I papiret beder Folketinget kommissionen om at undersøge forløbet omkring actioncardet og om nogen kan holdes ansvarlig for det.

Det skriver Nordtinget.

Actioncardet, som er en form for talepapir, brugte politiet i november sidste år, da man ringede rundt til landets minkavlere og orienterede dem om, at deres besætninger skulle aflives på grund af risikoen for coronasmitte.

I kortet stod der blandt andet, at politibetjentene, der ringede ud til avlerne, skulle sige, at alle mink "skal" aflives, selvom det siden viste sig, at der ikke var lovhjemmel, og at "beslutningen er truffet" og skynde på de avlere, der ville modsætte sig.

Blandt andet stod der: "Hej, du taler med [TITEL] [NAVN]. Jeg ringer fra Rigspolitiet på vegne af Fødevarestyrelsen, da regeringen af hensyn til folkesundheden har truffet beslutning om at alle mink i Danmark skal aflives".

Allerede i oktober besluttede alle Folketingets partier at man ville have forløbet omkring actioncardet undersøgt, og nu er papiret til granskningskommissionen officelt udviddet til også at omhandle politiets rolle.

Konkret står der i indstillingen til minkkommissionen:

"Folketinget skal på den baggrund anmode Granskningskommissionen om at undersøge på hvilket grundlag, af hvem og hvorfor det blev besluttet, at politiet skulle kontakte minkavlerne uden for smittezonerne, og redegøre for, hvem der traf beslutningen om at udarbejde action cardet, hvornår beslutningen blev truffet, samt om action cardet blev kvalitetssikret, og i givet fald hvorfor ikke." 

Kravet om at få forløbet omkring actioncardet undersøgt kom efter, at en advokatundersøgelse i oktober udtalte kritik af Rigspolitiets udarbejdselse og brug af kortet.

Granskningskommissionen forventes at nå til en konklussion inden udgangen af april 2022.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle