Betragt resistent rajgræs og rævehale som flyvehavre

Der er resistens i flere og flere bestande af italiensk rajgræs og agerrævehale. Det er nu så udbredt, at det vil give store tab, hvis der ikke gøres noget drastisk ved det.

Betragt resistent rajgræs og agerrævehale som flyvehavre. Sprøjt målrettet - og gå også efter enkeltplanter med glyphosat i rygsprøjten - eller grib til manuel håndlugning«.

Så drastisk lyder rådet fra landskonsulent Poul Henning Petersen fra Seges. For herbicidresistens hos rajgræs og agerrævehale er nu så stort et problem, at der er udsigt til store økonomiske tab, hvis man ikke gør noget drastisk.

Jordmidler tidligt

I vintersæd er første skridt at så sent. Og når sprøjtesporene netop er synlige (afgrødens stadie 10-11), skal der ukrudtssprøjtes med midler med jordvirkning som Boxer og DFF, anbefaler Poul Henning Petersen.

Rettidighed er meget vigtig. Bliver det tørt efter fremspiring, er det derfor alligevel bedre at sprøjte rettidigt frem for at sprøjte på stort ukrudt. Også selvom jordmidler virker bedst, når jorden er fugtig. Udsæt højst sprøjtningen en uge for at vente på nedbør. Er der risiko for, at man ved sen såning ikke kan færdes på arealerne senere om efteråret, kan jordmidlerne også udsprøjtes lige efter såning. Det giver ofte en næsten lige så høj effekt som i stadie 10-11«.

Dosis af Boxer bør være mindst 1,5 liter pr. ha mod ital. og alm. rajgræs og mindst 2 liter mod agerrævehale. DFF i blanding med Boxer giver især ved højere dosis af DFF risiko for svidninger i rug og vinterbyg. Det kan nedsættes betydeligt, hvis de to midler udsprøjtes med en til to dages mellemrum (Boxer sidst).

Opfølgning bladmidler

Mod resistent ukrudt skal man i håb om effekt ofte følge op med midler med bladeffekt som Topik, Adimax, Lexus, Othello og Atlantis i efteråret, lige når ukrudtet er spiret frem. Typisk en uge efter sprøjtesporene er synlige (st. 12).

»Resistente ukrudtsgræsser udvikler hurtigt metabolisk resistens, hvor de har nedsat følsomhed for alle typer af ukrudtsmidler. Her virker for alvor kun dyrkningsmæssige tiltag - suppleret med den effekt, der stadig kan opnås med kemien. Typisk har Boxer, Stomp, DFF og Lexus gennem jordvirkning en vis effekt på resistente planter. Mange bestande af agerrævehale har dog nedsat følsomhed over for Lexus, så her er senere såning og Boxer i høj dosis nødvendig. I bestande, hvor der kun i få år har været anvendt Lexus, vil Lexus og Atlantis om efteråret give høj effekt og kan opfølges i foråret med f.eks. Topik. Atlantis er normalt det middel, som ved metabolisk resistens bevarer effekten i længst tid«, siger Poul Henning Petersen.

Har man endnu ikke resistent græsukrudt, forebygger man bedst udvikling af resistens ved at begrænse brugen af ALS-hæmmere (SU-midler) om efteråret.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.