Bierne har haft drønende travlt: Årets første honning er klar

Bierne har haft travlt med at bestøve blomster og hente honning - og nu er årets første honning endelig klar til, at du kan smage på den. Dette sker ved 100 arrangementer rundt i landet på lørdag.

Bierne har i foråret haft travlt med at bestøve havens frugttræer og –buske, markernes afgrøder og de vilde planter i naturen.

En af de planter, som har gavn af biernes arbejde, er jordbær. Når bierne har bestøvet jordbærplantens blomster, vil der blive dannet flere og flottere jordbær.
 
Jordbær og bier hænger sammen på flere måder. Den nyslyngede forårshonning har netop den fine og harmoniske smag, der indgår i en fuldendt symfoni sammen med de røde jordbær.

Det kan alle få lov at smage, når Danmarks Biavlerforening fejrer den årlige Honning & Jordbærdag lørdag den 23. juni ved mere end 100 arrangementer landet over.
 
»Det er værd at markere biernes betydning for bestøvningen, da de er afgørende for produktionen af jordbær og flere andre fødevarer. En optimal bestøvning af jordbær fører til større og mere velformede jordbær, men undersøgelser har også vist at jordbærrene modner hurtigere og mere ensartet, ligesom de bliver rødere og sødere. Desuden holder bærrene længere efter de er plukket« siger Arne T. Henriksen, formand for Danmarks Biavlerforening, i en pressemeddelelse.
 
Til Honning & Jordbærdagen vil man, foruden smagsprøver på jordbær med nyslynget honning, også få gode råd til, hvordan man kan gøre din have bivenlig. 

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle