Biodiversitet på gården: Enkle fif kan også hjælpe naturen

Det er muligt at give naturen plads på dyrkningsfladen, mener økologikonsulent Bent Rasmussen.

”Det er sådan noget som det her, vi har at kæmpe med derude” konstaterede økologikonsulent Bent Rasmussen, da han viste et foto af en mark, der var pløjet op helt ud til den asfalterede vej uden skyggen af grøftekant med plads til blomster og biodiversitet.

Bent Rasmussen var en af oplægsholderne ved Økologikongres 2021 og talte bl.a ved en session om biodiversitet på gårdniveau. Udgangspunktet var den velkendte, at naturen har brug for mere plads, også i det økologiske landbrug. 

Der er der to principielle måder at give naturen plads på gårdniveau, forklarede Bent Rasmussen: ”Sparing” eller ”sharing”: 

Det vil sige enten ved at lave biodiversitetsenklaver uden om landbrugsarealet, hvor naturen får frit spil – eller ved at have et produktionssystem, hvor man producerer fødevarer og har natur ved siden af hinanden.

”Jeg tror på, vi kan begge dele samtidig”, sagde Bent Rasmussen.

Små ting hjælper

Bent Rasmussen  illustrerede , at det ikke nødvendigvis altid kræver en stor og besværlig indsats at skabe grobund for en hel fødekæde, der hjælper biodiversiteten:

Et lille opstået vådt område på en mark, hvor et dræn er knækket, kan skabe et ’økologisk rum’ med øget biodiversitet på en almindelig mark. 

Der opstår også nyt og mere varieret liv i en vildtstribe, der får lov at stå i en årrække. 

Respekter historien

En vigtig ting er også, sagde Bent Rasmussen, at man som landmand respekterer det landskab og den historie, ens ejendom indgår i.

Fortidsminder som f.eks. en stendysse kan aldrig genskabes, hvis man først har ændret historien ved at fjerne den.

Kend din natur

Hvis man vil være 'naturlandmand' bør man sætte sig ind i, hvad det er for arter og planter, man har på sin ejendom og forvalte derefter – hvad enten det er en stor vandsalamander eller en sjælden plante, lød en anden pointe. 

Og vil man naturen og landskabet det godt, bør man værne om de gamle træer, som der bliver stadig færre af.
”Pas på dem”, opfordrede Bent Rasmussen.

Vedvarende græs

Andre gode og enkle råd er at bevare og etablere arealer med både rindende og stillestående vand.
”Det giver mange arter en chance og nytter virkelig meget”.

Sørg også for at have varierede bevoksninger med træer og buske og hav meget gerne permanente græsarealer. Det er nemlig et overset faktum, at græs ikke bare er græs men måske 5-7 arter, som har lige så meget biodiversitet koblet til sig som blomster, pointerede Bent Rasmussen.

Brandmandens lov

Overordnet handler det om at efterleve den efterhånden velkendte ”Brandmandens Lov”, sagde Bent Rasmussen og viste sin yndlingsillustration af lovens principper – udarbejdet af Seges - , hvor den anbefalede prioriteringsrækkefølge fremgår: Bevar, beskyt, genopret, nyetablér.

”Først bevarer man det, der allerede er der”, sagde Bent Rasmussen.

Emneord

økologikongres 2021

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle