Biogasbranchen: Tysk gasalarm bør fremrykke biogasudbud

De tyske myndigheder har udsendt gasalarm om alvorlig risiko for mangel på gas. Derfor vil det være rettidig omhu at fremrykke de allerede besluttede biogasudbud, mener Biogas Danmark.

De tyske myndigheder har udsendt gasalarm om alvorlig risiko for mangel på gas.

Derfor vil det være rettidig omhu at fremrykke de allerede besluttede biogasudbud, så vi kan sikre et 100 procent grønt gasforbrug i Danmark inden for 5 år.

Sådan lyder det fra Biogas Danmark i en pressemeddelelse.

De tyske myndigheders gasalarm om alvorlig risiko for mangel på gas sætter en tyk streg under behovet for at skabe en mere sikker, robust og grøn energiforsyning, lyder det fra foreningen.

Der er intet, der tyder på, at denne situation vil løse sig inden for de næste 5-10 år, og derfor vil det være rettidig omhu, hvis regeringen og Folketingets partier allerede nu beslutter at fremrykke de aftalte biogasudbud, som lige nu er planlagt frem til 2030, lyder det fra foreningen, der har Henrik Høegh i spidsen:

– Vi har fremlagt en plan for at gøre det danske gasforbrug helt grønt i 2027. Dermed vil den danske biogasproduktion kunne levere et markant bidrag til, at vi hurtigt kommer væk fra afhængigheden af russisk gas og i stedet får en robust, stabil og grøn gasforsyning, men det kræver politisk handling nu, siger Henrik Høegh, formand for Biogas Danmark.

Mere biogas sikrer den grønne omstilling

På europæisk plan er en række lande ved at opstarte elproduktion på gamle kulkraftværker for at erstatte gassen, og i Danmark sker der et fald i gasforbruget i industrien, der konverterer til kul og olie. Det understreger behovet for, at der hurtigt kommer mere biogasproduktion, så Danmark holder fast i den grønne omstilling.

– Det er en kritisk situation, der kan ende med at lægge et voldsomt pres på både forsyningssituationen og de danske klimamål. Derfor er der er et enormt behov for at få mere biogas ind i både industrien og energisektoren, hvor biogassen kan levere strøm, når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner. En fremrykning af biogasudbuddene vil desuden spare staten penge, fordi de høje gaspriser betyder, at der ikke vil være behov for støtte i de første år efter udbuddene, fastslår Henrik Høegh.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle