Blå blok gør fælles front i landbrugsforhandlinger

En samlet blå blok går til landbrugsforhandlingerne med håb om bred aftale, erhvervet kan leve med.

Mens landbrugsforhandlingerne stadig kører i skildpadde-tempo, kommer den borgerlige blok nu med en markant fælles udmelding.

Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne melder ud i en fælles annonce i nærværende avis, at man kæmper for udvikling, ikke afvikling af dansk landbrug.

"Det her er vores forsøg på at give en fortælling af, hvad det er, vi vil i blå blok, og hvad vi mener, der skal til for at dansk landbrug får fair og fornuftige vilkår i fremtiden", siger Venstres forhandler, finansordfører Troels Lund Poulsen.

I annoncen lyder det bl.a., at Danmark skal være hele verdens fødevarelaboratorium.

Sikkerhed og perspektiv

Hos Konservative forklarer landbrugsordfører Per Larsen, at man har et stærkt ønske om en bred aftale til glæde for landbruget.

"Vi skylder landbruget, at der bliver lavet en bred aftale, som har noget sikkerhed og perspektiv", siger han og fortsætter:

"Blandt de blå partier har vi som udgangspunkt et fælles mål på mange af de områder, og derfor mener vi også, at vi kan finde ud af noget sammen".

Landspolitisk har der været en del uenigheder blandt jer borgerlige partier - er her et område, hvor I er enige?

"Der er i hvert fald ikke uenighed om, at vi skal i mål med en aftale, som erhvervet kan leve med".

Troels Lund Poulsen er enig.

"Det er ikke nogen hemmelighed, at vi ikke ser ens på alle punkter, men her vi enige om, hvad der især ikke skal gøres, nemlig at reducere og begrænse fødevareproduktionen i Danmark", siger han.

Over 500 spørgsmål

Status på forhandlingerne er, at Venstre har bedt om at få oversendt konsekvensberegninger for landets 108 vandoplande. Dem vil partiet nu se igennem for få bedre klarhed over, hvilken konsekvenser regeringens udspil på kvælstofområdet vil få lokalt.

"Skal vi lave en bred aftale, skal vi kende det fulde og hele billede. Jeg håber, at vi med de her data kan se, hvilken retning regeringen går", siger Troels Lund Poulsen.

Fødevareministeriet oplyser, at der er blevet stillet op imod 500 spørgsmål fra partierne til forhandlingerne.

Faktaboks

Landbrugsaftalen:

  • Regeringen har siden februar taget tilløb til at lave en bred aftale for landbruget.
  • Med sit udspil i slutningen af april skød regeringen forhandlingerne i gang, og den håber at lande en bred aftale.

Emneord

Landbrugsaftale 2021

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle