Blå blok vil have undersøgt minkaflivning af ekspertgruppe

Udover granskningskommissionen skal en ekspertgruppe se nærmere på minkaflivning, mener blå blok.

Alle partier i blå blok vil have undersøgt det faglige grundlag for at aflive alle mink i Danmark.

Det skriver Berlingske fredag.

Kravet kommer, efter at avisen den senere tid har beskrevet, at myndighedernes mistanke om en trussel mod vaccinen fra virusvarianten cluster 5, byggede på usikre forsøg og "foreløbige" resultater.

"Vi ønsker, at en ekspertgruppe skal se på hele det faglige grundlag", siger politisk ordfører for Venstre Sophie Løhde til Berlingske.

"Statskassen står tilbage med en regning på næsten 19 milliarder kroner, efter at regeringen alene har lyttet til sig selv, har tilbageholdt oplysninger for Folketinget og fordrejet fakta".

Både Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige ønsker en udredning.

Sophie Løhde ser gerne, at det bliver en ekspertgruppe, som skal se på grundlaget.

Allerede nu er der nedsat en såkaldt granskningskommission, som skal undersøge det juridiske grundlag for beslutningen.

Men det er i Løhdes øjne ikke nok.

"Det vælter dag for dag frem med nye oplysninger om vildledning af offentligheden. Det vidner om en ekstrem magtfuld regering, der har fordrejet fakta og udryddet et helt erhverv med et pennestrøg", siger hun til Berlingske.

Skal forslaget opnå flertal, kræver det mandater fra rød blok.

Endnu har De Radikale ikke taget stilling til forslaget, oplyser sundhedsordfører Stinus Lindgreen til Berlingske.

Avisen har ikke kunnet få en kommentar fra Enhedslisten til artiklen. Socialdemokratiet udtaler sig heller ikke til Berlingske i artiklen.

5. februar oplyste Fødevarestyrelsen, at de sidste mink i Danmark var blevet aflivet.

Det var 4. november 2020, at statsminister Mette Frederiksen sagde, at alle Danmarks mink - 15-17 millioner - skulle aflives, fordi coronavirus var muteret blandt mink og havde spredt sig til mennesker.

Som begrundelse blev nævnt, at mutationen kunne gå ud over effekten af coronavaccine.

/ritzau/

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle