Blå partier hiver miljøminister i nyt samråd om paragraf 3-forbud

Første samråd med miljøministeren om den manglende erstatning ved dyrkningsforbuddet på paragraf 3-arealer gav ikke svar på blå bloks spørgsmål. Ministeren er nu indkaldt i et nyt samråd om sagen.

Halvanden times samråd var tilsyneladende ikke nok, da blå blok onsdag havde hevet miljøminister Lea Wermelin (S) i samråd om det sprøjte- og gødskningsforbud, regeringen har vedtaget på paragraf 3-arealer.

I hvert fald har partierne bag indkaldelsen allerede onsdag aften kaldt ministeren i et nyt samråd om samme emne.

Det oplyser Venstres Erling Bonnesen til Landbrugsavisen.dk.

Det sker, "som følge af at ikke alle spørgsmålene blev besvaret færdigt", som det lyder i indkaldelsen, der er underskrevet af Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige.

erstatning eller ej

Spørgsmålene, som blå blok gerne vil have svar på, kredser sig især om den erstatning, som regeringen afviser at give. 

Der er nemlig tale om "erstatningsfri regulering".

Kun i de tilfælde, hvor der vil være tale om ekspropriation af ejendommen, kan der udbetales erstatning, lyder det fra regeringen, hvilket oppositionen og landbruget ikke mener er rimeligt.

Derudover spørger blå blok til naturværdien af tiltaget, ligesom ministeren bedes forholde sig til den udregning af jordiværditabet, som hendes eget ministerium lavede i 2014, og som lød på 1,17 mia. kr.

Forbuddet har været førstebehandlet i Folketinget og er sat til at blive behandlet igen 2. juni.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle