BMG-direktør erklæret personligt konkurs

Kuratorer har nu sikret sig tidligere korndirektørs aktiver. Målet er at dække lidt af kreditorernes millionstore tab.

Den nu tidligere direktør i det kollapsede kornfirma BMG, Jens Møller Lund, er blevet erklæret konkurs.

Det fremgår af en nylig opdatering på Statstidende. Dermed har den svindelanklagede eks-indehaver af BMG ikke længere råderet over sin personlige økonomi.

Som kurator er udpeget Anders Stoltenberg fra Sønderby Legal. Han blev også for nylig udpeget som  kurator i BMG-konkursboet sammen med de to advokater Søren Christensen Volder og Torben Korsager på forlangende fra en række landmænd, der har tabt millioner af kroner i BMG's kollaps.

"Fra konkursboets side mener vi, at kreditorerne i BMG har et meget betydeligt erstatningskrav mod Jens Møller Lund. Han har indrømmet, at han har stået bag den regnskabsmanipulation, der holdt BMG i live i lang tid, efter at det burde have været lukket. Vi mener, at han er erstatningsansvarlig for det tab, og derfor har vi indleveret konkursbegæringen for at få fat på, hvad der er af aktiver", forklarer Anders Stoltenberg.

Med rettens stempel har Anders Stoltenberg altså nu fået både indsigt og råderet i eks-direktørens privatøkonomi og aktiver.

"Vi har nu sat os på aktiverne, så vi kan realisere dem til gavn for kreditorerne", siger advokaten.

"Det betyder også, at vi har fået indsigt i hans privatøkonomi, så hvis der er foregået noget, der ikke burde være foregået, at vi kan rulle det tilbage i det omfang, vi kan skaffe penge til huse".

Ingen tegn på overførsler til privatbrug

BMG blev erklæret konkurs i januar i år, efter det ved en intern undersøgelse kom frem, at der i flere år var foregået uretmæssigheder i regnskaberne. Den ene af de to ejer og direktører i selskabet, Jens Møller Lund, erkendte ifølge BMG at have fabrikeret fakturaer og blev kort efter bortvist af selskabets professionelle bestyrelse. Han har siden beklaget forholdene og undskyldt over for de, der er blevet ramt af hans gerninger.

Endnu er undersøgelserne af direktørens forhold og privatøkonomi kun i de indledende stadier. Men kuratoren har - lige som i de øvrige undersøgelser fra kuratorernes side - ikke fundet tegn på, at Jens Møller Lund har haft som formål at hente penge ud af BMG.

"Min umiddelbare vurdering er, at han ikke har tilegnet sig penge eller andre værdier fra BMG’s konkursbo. Men det er vi ikke færdige med at undersøge", siger han.

"Sådan som det ser ud for os for øjeblikket, har man bygget et luftkastel af falske regnskaber for at holde BMG kørende, længe efter det burde være lukket eller rekonstrueret", forklarer advokaten.

Ej heller har Jens Møller Lund levet et liv på første klasse på baggrund af sin direktørtitel.

"De to direktører har fået en løn, som efter omstændighederne bestemt ikke var prangende eller bemærkelsesværdigt høj. Det kan vi ikke se noget som helst mærkeligt i. Vi kan ikke udelukke, at vi bliver klogere, men sådan ser det ud for øjeblikket", påpeger Anders Stoltenberg.

Skal finde penge i aktiverne

Ifølge Landbrugsavisens oplysninger er de primære aktiver hos Jens Møller Lund et hus og et sommerhus.

Anders Stoltenberg ønsker at hensyn til familien ikke at gå ind i hverken mængderne af aktiver eller om det hele skal sælges med det samme.

"Det er ikke konens eller børnenes skyld, at det er gået, som det er gået. Og de skal også ud på den anden side. Vi har ikke noget ønske om at genere dem og vil gerne finde en løsning", siger han.

Er der mange penge at hente for konkursboet?

"Det vil jeg helst ikke udtale mig om".

Holdingsselskab er formentlig tomt hul

Ud over Jens Møller Lunds privatøkonomi i familien, involverer den personlige konkurs også hans holdingselskab JML Holding. Her er Anders Stoltenberg nu bestemmende efter skifterettens dekret.

Ifølge det seneste regnskab fra 2017 var der værdier for omkring 8 mio. kr. i selskabet. Men disse er formentlig fuldstændig tabt, vurderer advokaten. De primære aktiver i selskabet var nemlig Jens Møller Lunds andele af BMG.

"Aktierne i BMG er jo værdiløse nu. Så det er ikke mit indtryk, at der er ret meget at komme efter. Det er desværre nok et tomt hul, vi kigger ned i der", siger han.

Jens Møller Lund blev i forbindelse med BMG's konkurs i januar meldt til politiet, der nu efterforsker sagen. Han skiftede i marts til en ny advokat, der er kendt for at forsvare anklagede i svindelsager.

Emneord

BMG

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle