BMG's revisor: Mit arbejde er gjort godt nok

Revisor står på mål for sit arbejde. Tilbyder også at bistå med oprydningen.

Revisoren for den konkursramte BMG står ved sit arbejde med at revidere kornhandelsvirksomheden fra Randers.

Det fortæller partner i selskabet, Michael Andreasen til landbrugsavisen.dk.

Revi-Midt, der også selv har kontorer i Randers, har siden 2012 været fast revisor for BMG - og har dermed ikke opdaget den svindel, som den ene af de to direktører og ejere i årevis har bedrevet ved at oprette falske fakturaer. De indsatte kuratorer, der skal rydde op i boet efter virksomhedens kollaps forleden, anslår foreløbigt, at svindlen fra den nu bortviste direktør løber op i 70 mio. kr. og er foregået over flere år.

- BMG er nu gået konkurs som følge af omfattende svindel. Hvad mener du som selskabets revisor om det?
"Jeg har ikke så meget at sige til det. Som revisor har jeg tavshedspligt og jeg vælger ikke at kommunikere noget ud i medierne. Jeg vil bistå konkursboet i arbejdet, i det omfang, der er brug for det", siger Michael Andreasen.

- Har du som revisor gjort dit arbejde godt nok, når sådan noget har kunnet foregå?
"Det vil jeg klart mene, at jeg har. Det er det, jeg har at sige til det. Der kommer helt sikert andre øjne på nu. Så må vi se, hvad de bagudrettet kan komme med af holdning, hvad der er foregået".

- Var du med til at opdage svindlen?
"Det har jeg ingen kommentarer til".

- Hvad skal der ske nu for dit vedkommende i denne sag?
"Jeg står parat til at bistå i det omfang, der er nogen, der mener, at den viden, jeg har, kan bruges til noget. Om det er tilfældet, kan jeg ikke fortælle".

Emneord

BMG

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle