Bonnesen efter møde med kulturminister: Problemerne med jorddiger skal løses

Venstres Erling Bonnesen havde mandag møde med kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) omkring jorddiger, hvor man kan finde adskillige eksempler på, at gamle jorddiger kræves genetableret.

Mandag mødtes Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen med kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen. På programmet var de mange jorddige-sager, hvor landmænd får krav om at genetablere gamle jorddiger. Ofte skal de gamle jorddiger genetableres på kryds og tværs af eksisterende marker.

Fra Erling Bonnesen lyder det, at på mødet kom man frem til en forståelse af, at der også skal ses på mulige løsninger af disse jorddigeproblemer. Han nævner her, at man måske kan åbne op for at lave erstatningsjorddiger, der ligger på langs af marken i stedet for på kryds og tværs og eventuelt gøre dem lidt bredere.

- Det vil sige  nå frem til en ’win-win', hvor man de steder kan placere jorddigerne mere hensigtsmæssigt i forhold til markerne og samtidig gøre noget for biodiversiteten, lyder det fra Erling Bonnesen.

Han fortæller, at muligheden for at lave erstatningsjorddiger kommer med i den arbejdsgruppe, som Kommunernes Landsforening og Landbrug & Fødevarer er med i, når det kommer til jorddigeproblematikken.

Han fortæller, at det også skal drøftes, når det igangværende registreringsarbejde og kortgennemgangen af de gamle jorddiger er klar i kulturministeriet. Det sker sandsynligvis ført i maj 2024.

- Nu er ideerne lagt på bordet hos kulturministeren og jeg ser frem til det fortsatte arbejde med forhåbentligt at få løst problemerne med jorddigerne. Det er ikke løst endnu, men der er kommet en åbning til at se på problemstillingerne og forhåbentlig få fornuftige løsninger på bordet, lyder det fra Erling Bonnesen.

Han fortæller, at han naturligvis gerne havde set, at det gik væsentligt hurtigere, men i ministeriet skal de have det til at passe ind i det arbejde der i forvejen kører på området, så det er ifølge Erling Bonnesen forklaringen på at det tager noget tid.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle