Bonnesen om CO2-afgift: - Man kan ikke løse den her sag ved at råbe højt

Venstres landbrugsordfører, Erling Bonnesen, erklærer sig tilfreds med, at Landbrug & Fødevarer nu erklærer sig klar til at gå konstruktivt ind i arbejdet med en CO2-afgift på landbruget.

Der er ros til Landbrug & Fødevarer fra Venstres landbrugsordfører, Erling Bonnesen efter, at organisationen i Berlingske har meldt sig ”konstruktivt ind i forhandlingerne” om en CO2-afgift.

Det er lidt over to uger siden, at Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen på Landbrug & Fødevarers delegeretmøde i Herning netop efterlyste, at landbruget kommer med forslag til, hvordan en CO2-afgift kan se ud.

- Hjælp os nu med at presse Socialdemokraterne og resten af venstrefløjen ind på en mere ansvarlig retning. Kom med jeres løsning. Kom med jeres forslag til, hvordan vi kan lave en afgift, som ikke bliver en barriere for erhvervet, men hvor vi kan finde en vej sammen, lød det fra Jakob Ellemann-Jensen i Herning.

Leveringsdygtige i godt materiale

Fra Erling Bonnesen lyder, at det derfor også er godt, at Landbrug & Fødevarer nu kommer på banen med en melding om, at man går konstruktivt ind i arbejdet.

- Det er godt. Et meget stort flertal på Christiansborg har sagt, at der kommer en CO2-afgift, og så er det jo netop vigtigt, at man melder sig ved forhandlingsbordet og bidrager til at få det skruet sammen, så det ender med noget, som ikke jager landbrug og arbejdspladser ud af landet. 

- Man kan ikke løse den her sag ved at råbe højt. Man skal bidrage til sagen ved at arbejde konstruktivt med ved forhandlingsbordet, siger Erling Bonnesen, der tilføjer:

- Og jeg ved, at Landbrug & Fødevarer er leveringsdygtige i godt materiale, som kan bruges til at få det her skruet sammen, siger han.

Skal tilskynde brug af ny teknologi

Fra Erling Bonnesen lyder det, at står det til ham, så vil en CO2-afgift først blive effektiv, når der er opfundet ny teknologi, som landmanden kan investere i, og på den måde undgå CO2-afgiften.

- Det her må ikke blive en skat, men sådan, at den grønne omstilling er afbalanceret med teknologiudviklingen. Det betyder, set med mine øjne,  oversat til dansk, at først når der er opfundet ny teknologi, så må afgiften blive effektiv, siger Erling Bonnesen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle