Boom i Asien-eksport: Danish Crown fryser nu halvdelen af grisen ind

Efterspørgslen fra Kina og de øvrige asiatiske lande er så stærk, at Danish Crowns salgsdirektør er godt optimistisk for sommerens afsætning.

Næsten halvdelen af slagtekroppe, der køres igennem på Danish Crowns danske slagterier, ender nu med at blive frosset ind og skippet i containere rundt om jorden.

Eksporten til Asien er nemlig så stærk i øjeblikket, at der klemmes stadig mere gennem frysehusene - ganske enkelt fordi efterspørgslen og dermed priserne er bedre på det frosne til Asien end det ferske til Europa.

"Der er god efterspørgsel efter hele grisen. Kineserne køber stort set lidt af det hele", konstaterer Lars Albertsen, global salgsdirektør i Danish Crown, der så tilføjer:

"Vi fryser omkring halvdelen af en gris ind i dag. Vi har jo egentlig flere gange nået vores max på frysekapaciteten, så det er med at udnytte weekendhold og alle muligheder, ligesom at vores partnere gør en kæmpe indsats".

Kina står for 36 procent af Danish Crowns samlede salg. Resten af de indfrosne delstykker op til de 50 procent, sendes til  blandt andet Japan, Phillinipinerne, Vietnam, Thailand og Australien.

"Vi spiller ikke kun på rødt her. Alle tal på rouletten er i spil", siger salgsdirektøren om den udfordring, andre lande, som blandt andre Canada tidligere har haft med, at Kina kan finde på at lukke for importen med øjeblikkeligt varsel.

KINESERNE VIL KØBE MERE

Overvejelserne om den kinesiske efterspørgsel har været mange de senere år, fordi statistikkerne fra det enorme land lader en del tilbage at ønske. Er Kina på vej til at klare sig selv med egen forsyning - eller falder produktionen endnu længere tilbage?

"Når det gælder Kina, er analyserne mange. Hvis du snakker med een, er det et billede af et land i krise på grund af den afrikanske svinepest. Hvis du snakker med en anden, siger de, at der er styr på det", påpeger Lars Albertsen og kommer så med sin egen analyse, ud fra indsigten han får fra kunder, partnere og Danish Crowns egne folk i Kina:

"Handlen er efterspørgselsdrevet, det er ikke panik. Vi oplever en bred vifte af kunder, både foodservice, retail og producenter. Efterspørgslen kommer fra et samfund, der er langt mere åbent efter covid-19 end vores".

"De aftaler, vi har lavet på afskibning i april og maj sker til stigende priser. Jeg ser ingen sorte skyer på himlen og vi er temmelig positive. Vi ser ind i stigende priser, og når Europa så også kommer tilbage, så vil vi formentlig opleve et godt efterspørgselsmarked, som gerne skulle sætte sig i det, vi betaler for grisen".

Hvor flere andre fødevarevirksomheder melder om knaphed på containere til at bringe varerne rundt mellem kontinenterne, understreger Lars Albertsen, at Danish Crown ikke har udfordringer på shippingsiden, men har en god aftale med Mærsk.

Handler kortsigtet

Med i billedet tager Lars Albertsen, at også de amerikanske future-priser er stigende for øjeblikket.

"Amerikanerne var i efteråret med til at eksportere store mængder til Kina og det sløvede priserne. Men nu har vi et amerikansk samfund, der åbner mere og de har lavere slagtninger med op mod 300.000 om ugen. Det driver optimismen, at vi ikke længere har et land, der lige kan oversvømme det kinesiske marked med svinekød".

Derfor disponerer Lars Albertsens salgsfolk da heller ikke langt frem i tiden lige nu.

"Vi sælger ikke længere frem, end vi synes, at det er gode nok priser. Markedet er forholdsvis stærkt, så vi sælger på korte horisonter, så vi kan understøtte en bedre notering den næste tid", forklarer han.

Danish Crown fastholdt denne uge noteringen på slagtesvin på 10,5 kroner per kilo.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle