Borgere protesterede foran minkfarm i Nordjylland

Lørdag fortsætter aflivningen af mink i Nordjylland. På en minkfarm var op mod 30 borgere mødt op i protest.

Op mod 30 borgere var lørdag formiddag mødt op foran en minkfarm i Nordjylland i protest mod, at myndighederne skal aflive minkene. Det skriver Ekstra Bladet.

Borgerne havde medbragt et skilt med budskabet "Stop nedslagtning af raske dyr".
Vagtchefen hos Nordjyllands Politi oplyser til Ritzau, at politiet lørdag formiddag har været forbi minkfarmen i Gjøl, og at borgerne nu har flyttet sig.

"De er selv gået væk i god ro og orden, da politiet bad dem om det", siger vagtchefen. 

Flemming Kure Marker, veterinærchef for Nordjylland i Fødevarestyrelsen, fortæller, at protesten ikke har skabt forsinkelse i myndighedernes arbejde.

"Vi fortsætter aflivningen på de tre farme, vi startede på i går. Vi er i gang, og det kører planmæssigt", siger Flemming Kure Marker. 

Han forstår godt frustrationerne fra borgerne i Gjøl.

"Jeg forstår udmærket, at der er store følelser på spil, og det er minkavlernes livsværk, det kan gå ud over. I Gjøl er der mange minkfarme, så det betyder meget i det lokalområde især", siger han. 

Myndighederne begyndte torsdag aflivningen af mink, efter at en kompensationsordning til minkavlerne kom på plads onsdag aften.

Minkene skal aflives på grund af coronasmitte på et stort antal minkfarme i Danmark.

I Danmark er der konstateret smitte på 64 minkfarme, mens 54 andre minkbesætninger er under mistanke. Smitten er primært i Nordjylland, men har også bredt sig til Midtjylland. 

Politiet måtte bruge poltsaks

Fredag nægtede minkavler i Gjøl Thorbjørn Jepsen at åbne porten for Fødevarestyrelsen, der skulle aflive hans besætning.

Politiet måtte bryde porten op til minkfarmen med en boltsaks, imens ejeren protesterede.

Torsdag luftede Thorbjørn Jepsen sin utilfredshed med kompensationsordningen til Nordjyske, hvor han også sagde, han ikke ville lukke styrelsen ind.

"Det kommer ikke til at ske. Fandeme ikke på min farm. Så kommer de til at lægge mig i håndjern", sagde han til avisen.

Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen kom dog i gang med aflivningerne fredag eftermiddag, fortæller Flemming Marker, der er veterinærchef hos Fødevarestyrelsen.

"På den tredje farm måtte vi i dag have assistance for at komme ind. Vi blev ikke lukket ind, og så måtte vi have politiet til hjælp. Arbejdet er herefter skredet normalt frem derude", siger han.

Torsdag var det minkavler Poul Frederiksen, der modsatte sig myndighedernes aflivning. Han er også utilfreds med kompensationen for minkaflivningen.

"Det er klart, at minkavlerne er meget frustrerede over det her, og det er en alvorlig situation. Det er deres livsværk, der er på spil, så selvfølgelig er mange følelser indblandet. Det er også i forhold til, hvad der kommer til at ske økonomisk. Det har vi fuld forståelse for", siger Flemming Marker.

I Gjøl i Vendsyssel, hvor de første aflivninger har stået på siden torsdag, bliver der fra mindst 20 husstande flaget på halvt.

Det skal markere opbakning fra lokalsamfundet til de mange minkavlere, som nu står uden mink og muligvis rammes på økonomien.

/ritzau/
 

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle