Brødre startede nicheproduktion for 35.000: Nu er det ved at blive rigtig sjovt

To brødre fra Agerskov købte i 2017 10 geder sammen. Det er nu blevet til en produktion med næsten 100 geder, og drømmen er at kunne leve af nicheproduktionen.

Det lå ellers ikke i kortene, at brødrene Kenneth og Thomas Sørensen skulle holde geder.

De er begge uddannet landmænd fra Gråsten Landbrugsskole i 2012 med speciale i henholdsvis køer og svin, og begge brødre er nu ansat som fodermestre på gårde med henholdsvis kvæg og svin.

Men brødrene, der i dag er 27 år, har altid drømt om at starte en produktion op sammen, og i baghovedet spøgte en kommentar fra forstanderen fra skoletiden.

"Siden vi var helt små var drømmen altid at blive selvstændige sammen. Det store slagsmål var bare, om det skulle være med grise eller køer. Men min forstander sagde engang til mig, at der ville komme et marked for geder, at det ville blive det nye, og jeg slap aldrig helt den tanke", siger Thomas Sørensen, der sammen med sin bror i 2017 besluttede at købe ti boergeder.

"I 2017 begyndte der at komme mange malkeproduktioner på geder her i området, men jeg ville ikke malke, og der måtte være et marked for gedekød. Så det undersøgte vi. Gedekød er magert og sundt, så vi kunne ikke forstå, at det ikke var mere udbredt", fortsætter han.

De er i dag blevet til omkring 100 geder, hvoraf 45 er moderdyr, 40 er kid og resten er nogle få bukke og slagtedyr. 

Startede for 35.000 

På trods af flere opstartsproblemer, hvor blandt andet læmningen drillede det første år, og brødrene har savnet faglig hjælp og sparring fra dyrlæger, der fra studiet ikke ligefrem er eksperter i geder, har de planer om at udvide produktionen næste år.

Men vejen til en forretning, der også giver brød på bordet, er lang.

"Det går stille og roligt fremad. Vi har som udgangspunkt at forretningen skal give plus, men vi er ikke lønnede endnu og kommer heller ikke til at være det, det næste stykke tid", siger Thomas Sørensen, der fortæller at de sidste år solgte 25 dyr til en kilopris på omkring 80 kr. og at overskuddet fra salget og naturplejen går til yderligere investeringer i produktionen.

At brødrene valgte at satse på en nicheproduktion hænger også sammen med udgifterne for at starte på, der er relativt billige når man snakker geder.

"Det er rimelig dyrt at komme igang, hvis man skal ud og erhverve en kvæg- eller svinegård. Med nicheproduktioner kan man starte på eget niveau og prisleje. Vi startede billigt ud, og lavede mange ting selv i stalden", uddyber Thomas Sørensen, der fortæller at brødrene kun lagde 35.000 for 10 moderdyr og en tur i trælasten for at hente materialer til inventar i stalden som læmningsbokse. Penge de selv lagde, ligesom de efterfølgende investeringer.

Gederne er naturplejere ved Gråsten og omegn fra omkring april til oktober, hvorefter de komme indenfor i stald. Stalden har de lejet på den ejendom, hvor Kenneth Sørensen bor til leje med sin kone og datter.

Dyrene bliver slagtet på et lokalt slagteri og solgt gennem brødrenes Facebookside 'Gedegaarden'.

Større opmærksomhed på ged

Brødrene, der faktisk er trillinger og også har en søster, der dog ikke er ansat i landbruget, passer gederne efter deres almindelige arbejde som fodermestre.

Derfor bliver dagene ofte lange, når der skal passes dyr, sælges kød, udvikles produkter og reklameres for virksomheden. Men det gør ikke noget, for nu er det ved at blive rigtig sjovt.

"Opturen er, at det sidste halve år har det været sjovt, og der er blevet taget godt i mod vores produkter. Men der skal benarbejde og vilje til", siger Thomas Sørensen. 

Især det seneste halve år er der kommet skub i opmærksomheden, og brødrene har blandt andet været ude til flere arrangementer i lokale brugsforeninger for at gøre et reklamefremstød for deres produkter. Tv-kokken Claus Holm har også brugt deres produkter i Go' Morgen Danmark.

Brødrene sælger udskæringer, pålæg og grillpølser, og har også snakket med flere butikker, de håber vil tage produkterne ind i deres sortiment.

"Men det er svært at sælge, når gedekød ikke er så udbredt. De ser det mere som en sjov ting at have. Derfor skal vi også bruge i år på at blive bedre til kundehåndtering og at planlægge nye produkter til næste år".

Faktaboks

Gedegaarden

  • Brødrene startede produktionen i 2017 og er nu oppe på på 45 moderdyr. 
  • Dyrene læmmer i december, og er naturplejere og afgræsser udendørs fra april til oktober. Derefter kommer de cirka 100 geder på stald. Dyrene er cirka 3 - 4 måneder før de kommer på græs, og bliver 10 - 11 måneder før de slagtes.
  • Geder er en sæsonvarer, da de kun læmmer en gang om året.
  • Gedegaarden holder 'Åben Gedestald' 15. februar kl. 10-15. Her kan alle interesserede se, røre og smage geder og gedekød.
  • I samarbejde med LandboUngdom sælges grillpølser og gedegrillpølser, som brødrene selv har produceret.
  • I uge 9 skal en lokal restaurant også servere mad med Gedekød fra gården.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle