Brancheorganisation advarer: Nødslagtning af nødstedte dyr bliver alt for dyrt

Nye kontrolgebyrer er så høje, at mange dyr, der kunne have været brugt til konsum, formentlig vil blive destrueret. Det vækker forundring hos Danske Slagtemestre.

"Det bliver hulens dyrt det her".

Sådan lyder det fra Lars Poulsen afdelingschef i Fødevareafdelingen hos Danske Slagtemestre, der er en del af paraplyorganisationen FødevareDanmark.

Lars Poulsen taler om en ny bekendtgørelse fra Fødevarestyrelsen, der fra årsskiftet kommer til at betyde en markant prisstigning på kontroller forud for gårdslagtninger, nødslagtninger af tilskadekomne dyr og slagtning af vilde dyr - det vil sige de fleste slagtninger, der foregår uden for et egentligt slagteri.

Ifølge Lars Poulsen, kan prisen for kontrollerne nemlig blive så høje, at flere vil fravælge eksempelvis nødslagtninger. 

"Faktum er, at hvis et kreatur, som ikke fejler noget, pludselig brækker benet under en ulykke, så kan dyret nødslagtes ved at blive skudt på marken eller i stalden og kørt til slagteri", siger Lars Poulsen og forklarer:

"Men fra at det har kostet omkring 1000 kr. at få ens egen praktiserende dyrlæge ud at tjekke dyret inden aflivning og lave en såkaldt nød-slagtningsattest, så hæver Fødevarestyrelsen det nu til 2300 - 2900 kr. Det er vanvittigt dyrt, og hvis prisen bliver for høj, så er der ikke nogen, der kommer til at nødslagte mere", siger han, og forklarer, at derudover kommer også prisen for selve slagtningen og kødkontrollen på slagteriet.

Lars Poulsen forventer, at der fremover i stedet vil blive destrueret mange af de ca. 5000 kreaturer, der hvert år nødslagtes.

"Det billigste for landmanden bliver nemlig de 1000 kr. det koster at få DAKA til at hente dyret. Det gør mig så ked af det, at man arbejder for en agenda mod madspild, og man så står med en ressource, der bare smides direkte til DAKA".

nogle slagtninger bliver alt for dyre

Baggrunden er, at Fødevarestyrelsen har besluttet, at det fremover er styrelsens dyrlæger, der skal stå for de såkaldte AM- og PM-kontroller ved slagtninger.

Men Fødevarestyrelsens dyrlæger er markant dyrere at få ud til en kontrol i forbindelse med en slagtning, end landmænd og naturplejernes egne praktiserende dyrlæger.

Dermed hæver Fødevarestyrelsen indirekte gebyret ved både gårdslagtning, nødslagtning af akut sårede dyr og ved slagtninger af vilde dyr.

Det vel at mærke selvom det formentlig stadig bliver de praktiserende dyrlæger, der skal tage ud til opgaverne - nu blot organiseret og udsendt af Fødevarestyrelsen.

Der er dog stor forskel på, "hvor hårdt" de forskellige slagtetyper rammes.

For mens en kontrol forud for gård- eller markslagtninger hjemme på bedriften koster minimum 871 kr. pr. påbegyndt time, koster en kontrol ved nødslagtning af akut tilskadekomne dyr minimum 2.200 kr. og en kontrol ved slagtning af vilde dyr minimum 1.700 kr. pr. time.

Dertil kommer, at gårdslagtninger delvist bliver gebyrløftet, som det kaldes, når producenterne og slagtehusene får dækket en del af deres omkostninger for gebyret.

"Det er altså især priserne for nødslagtning og skydning af vilde dyr i terræn, som vi er kede af", forklarer Lars Poulsen fra Danske Slagtemestre.

Der er omkring 70 mindre slagtehuse og større slagterier organiseret hos Danske Slagtemestre.

Handler også om dyrevelfærd 

Danske Slagtemestre har sammen med Fødevare Danmark indsendt et høringssvar til Fødevarestyrelsen, hvor man beklager de nye takster.

"Man må forstå: Som udgangspunkt synes vi jo, at dyr skal slagtes på et slagteri, og vi helliger hverken gårdslagtninger eller markskydning. Men der er forskellige situationer og behov, hvor det ikke er optimalt at køre dyrene på slagteri. Det er bla. dyrevelfærdshensynet til nødstedte, sårede dyr, der gerne skal slås ned hurtigst muligt, og de vilde, farlige dyr, der ikke kan fragtes levende til et slagteri", siger Lars Poulsen.

"Priserne tager også pusten fra naturplejerne, der ofte er dem, der har vilde dyr gående, som man ikke bare lige kan indfange og komme til. Der får priserne også et huk op fra omkring 1000 kr. til 1700 kr., og her kan man jo både være bekymret for, at færre vil være naturplejere fordi det udhuler økonomien - eller at vi risikerer ulykker fordi folk vil gøre alt for at forsøge at drive de her vilde dyr sammen", siger Lars Poulsen.

I høringssvaret gør Fødevare Danmark endvidere opmærksom på, at de høje kontroludgifter kan være et incitament til ulovlig omsætning af hjemmeslagtet kød.

Også Landbrug & Fødevarer har sendt et brev til fødevareminister Rasmus Prehn (S) om de nye takster sammen med Dyrenes Beskyttelse og Økologisk Landsforening.

Faktaboks

Nye forhøjede gebyrer

  • Fra årsskiftet bliver det markant dyrere for landmænd at få slagtet får, svin, kvæg eller andre dyr på egen gård fremfor på et slagteri.
  • Fødevarestyrelsen indfører ifølge en bekendtgørelse nemlig nye takster ved gårdslagtninger, nødslagtninger og slagtning af vilde dyr.
  • De nye gebyrer lyder mellem 871 kr. til 2.900 pr. påbegyndt time, og ifølge bekendtgørelsen skal der i flere tilfælde betales for mindst to timer ved et påbegyndt kontrolbesøg.
  • For gårdslagterier gælder, det at det kommer til at koste mellem 871 kr. og 1.741 kr. (hvoraf en del af gebyret dækkes)
  • For nødslagtninger gælder, at det kommer til at koste mellem 2.200 og 2.900 kr. 
  • Kontrol ved slagtning af vilde dyr kommer til at koste mellem 1.700 og 2.400 kr.
  • Ved slagtninger på små gårdslagteier gælder gebyrerne for slagterier, der slagter mindre end 35.000 dyreenheder på ét år.
  • Tidligere har det været muligt at hyre egen praktiserende dyrlæge til at stå for de såkaldte AM-kontroller, der derfor har sat en lokal pris. Som regel mellem 800 - 1000 kr. Nu er det Fødevarestyrelsens dyrlæger, der skal forestå kontrollen, hvorfor gebyret er blevet ensrettet og en del højere for mange.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle