Brasilianske sojaestimater nærmer sig 130 mio. ton

Estimaterne af den brasilianske produktion stiger, og Møllehveden kæmper med det psykologiske grænse i 200 euro/ton.

Sojabønnerne var i går under fornyet pres, efter flere private estimater nu lyder på en brasiliansk produktion på op mod 128-130 mio. ton.

Dette sammenlignet med USDA’s estimat på 123 mio. ton, og sidste års produktion på 117 mio. ton. På den baggrund er der i stigende omfang forventninger til, at USDA hæver deres estimater i de kommende måneders WASDE-rapporter med 3-6 mio. ton. Det skriver Jyske Markets i dagens afgrødekommentar.

Den store produktion forventer vi begrænser stigningspotentialet i Chicago. Den store brasilianske sojahøst, skaber samtidig forventninger om, at de amerikanske landmænd for kommende sæson vil øge majsarealerne på bekostning af lavere sojaarealer.

Hvede ligger uændret 

Hveden handlede i går på begge sider af uændret, inden den lukkede marginalt i plus.

Oven på den seneste optur, kæmper hveden med at finde fornyet købsinteresse til at sende den højere, og møllehveden har fundet stor modstand i den psykologiske grænse omkring 200 EUR.

Efter en nærmest uafbrudt optur siden høst, tangerer Chicago-hveden det højeste niveau i 17 måneder, mens møllehveden endnu ikke helt tangerer sidste års niveau.

Hvedeestimat holder stik

Ved indgangen til sæsonen, estimerede USDA at de europæiske hvedelagre skulle stige fra 9,91 til 14,21 mio. ton, baseret på en produktion på 154 mio. ton, et forbrug på 128 mio. ton og en eksport på 27 mio. tons.

Produktions- og forbrugsestimaterne holder foreløbig stik. Imidlertid er den europæiske eksport hævet fra de oprindelige 27 mio. tons til estimeret 31 mio. ton, på en stærk konkurrenceevne, hjulpet af en svag euro, og strammere russisk forsyningsbalance. Det betyder at lageropbygningen nu stort set er udlignet, og slutlagrene estimeres henover sæsonen blot at stige 0,8 mio. ton til 10,8.

Stram forsyningsbalance 

De spekulative penge har i høj grad bakket op om udsigten til den strammere forsyningsbalance blandt en række af de store eksportnationer.

Ifølge den seneste opgørelse over fondenes positioner, holder de 29.787 nettokøbte kontrakter – det højeste antal for en januar måned siden 2011. Med den seneste uges stigninger taget i betragtning, estimeres fondenes nettokøbte positioner steget yderligere til op mod 52.000 kontrakter.

Dermed er vi oppe i den høje ende af skalaen i forhold til, hvordan fondene historisk har været positioneret.

Kigger vi alene på fondenes købte positioner er de opgjort til 117.000 kontrakter, et niveau der kun er set højere en gang tidligere – tilbage i 2012, hvor prisniveauet var oppe og runde 9,0 dollar/bushel.

Men som altid når fondene går langt i hvede, øger det risikoen på nedsiden når stemningen vender, hvor kontrakterne skal sælges og realiseres.

Prisstigninger har ført til at Chicago-hveden nu handler med en rekordhøj præmie på 86 cent/bushel til Kansas-hveden. Skæver vi mod vårhveden i Minneapolis er der også her sket noget historisk sjældent.

Her handler Chicago-hveden også med en præmie, mod sædvanligvis at handle med et fradrag til den mere proteinholdige vårhvede. Sidste gang det skete, var tilbage i 2007, hvor vi efterfølgende så kraftige prisstigninger i 2008.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle