Brasiliens eksport af svinekød brager frem

Brasilien har løftet sin eksport af svinekød med 18 procent.

Brasilien har fået ekstra fart på eksporten af svinekød i 2019.

Det viser en opgørelse fra Markedsnyt for grisekød, som dokumenterer, at eksporten har nået et rekordniveau på 649.382 ton fersk og frosset svinekød.

Fra 2017 til 2018 faldt landets svinekødseksport betydeligt, men faldet er i 2019 mere end opvejet af en klart større eksport, der er opgjort til en stigning på 18 procent på et år.

I lighed med de europæiske konkurrenter er det især Kina, der trækker brasilianernes eksport af svinekød op, men også lande som Chile og Rusland har smidt flere kroner efter brasiliansk svinekød i 2019.

Kina-eksporten er gået frem til 247.556 tons svarende til en stigning på 58,8 procent. Eksporten af svinekød til Chile er steget 28,9 procent til 44,515 tons, mens Rusland-eksporten steg med voldsomme 429,8 procent til 35.282 tons.

Trods den markante fremgang i eksporten af svinekød til Rusland det seneste år er mængderne blot på omkring en ottendedel i forhold til 2017.

Sammenligner man Brasiliens svinekødseksport med den danske, er det værd at bemærke, at den danske eksport for de ti første måneder af 2019 ganske vist har en højere eksportværdi end den tilsvarende periode af 2018, men mængderne, der sendes ud over landets grænser, er blevet mindre.

Fra januar til oktober 2019 er eksporten på 1.504.383 tons mod 1.656.282 tons i samme periode i 2018.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle