Bredden udligner prisforskel på visse skæreborde

Et sejlskærebord og variobord nærmer sig hinanden prismæssigt jo bredere bordene bliver.

Et tradtionelt skærebord uanset variabel knivbund eller ej bliver nærmest proportionelt dyrere, jo bredere skærebordet bliver. Sådan hænger det ikke helt sammen, når det gælder sejlskæreborde, og derfor kan der være god grund til at vurdere valg af størrelse og type skærebord en ekstra gang.

»Generelt for alle sejlborde - uanset mærke - så er prisen pr. meter arbejdsbredde billigere, jo bredere skærebordet bliver. Det er det fordi, komponenterne til at drive et sejlbord med er de samme uanset bredden. Merprisen for et større bord skal groft sagt kun betale det mere jern og gummi, der kommer på en bredere udgave,« fortæller Michael Buchtrup fra Buchtrup Agro, den danske importør af MacDon.

Niels Petersen, produktspecialist hos Case IH er enig.

»Det er midten af sejlskærebordet, der koster pengene. Derfor er et 40 fods sejlbord billigere i forhold til et 20 fods sejlbord, når man ser på prisen pr. arbejdsmeter,« siger han.

40 fod er skillelinje

Hos Case IH har man i flere år tilbudt både traditionelle skæreborde med variabel knivbund og sejlskæreborde - sidstnævnte produceret af MacDon i første omgang og senere i en anden udgave, udviklet af Case IH selv.

»Der er stor prisforskel på de to typer, hvis vi snakker 20-25 fod. Men hvis vi kigger på 40 fod, så har de to skæreborde samme pris. Ja faktisk er sejlbordet en anelse billigere. Listeprisen er henholdsvis 526.000 og 492.000 kroner,« fortæller Niels Petersen.

Et MacDon skærebord er fortsat lidt dyrere end et traditionelt skærebord på 40 fod. Men ifølge Michael Buchtrup kan merpriser forsvares.

»Der er lavet beregninger på, at man kan forsvare en prisforskel på 100.000-150.000 ved at købe et sejlskærebord på grund af den højere kapacitet. Men man skal op på 400-500 hektar, før det økonomisk kan betale sig at investere i et nyt sejlskærebord,« vurderer Michael Buchtrup og tilføjer, at sejlskæreborde på markedet også er forskellige i opbygning og virkemåde.

Han anbefaler dog generelt kunder at gå op i større bredder end først vurderet.

»At gå op i skærebordsbredde og ned i hastighed er alfa og omega i alt der hedder høst. Det hele kører bedre, og der er mere ro i maskinen. Ved at gå op i bredde har man også færre vendinger på marken,« mener Michael Buchtrup.

Lars Søgaard fra LMB Danmark, den danske Claas-importør, er mere forbeholden men enig i de mange vendinger.

»Det afhænger meget af det enkelte tilfælde. Maskinen skal passe til skærebordet, men det er klart, at der er fordele ved et bredere skærebord.«

»Hvis man for eksempel har små marker, der kræver mange vendinger, ja, så giver et større skærebord færre af slagsen. Og så snart et skærebord er løftet, er en mejetærsker ineffektiv. Det skal man huske på,« påpeger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle