Britisk analytiker efter asf-udbrud: Høj eksport mindsker muligt prispres

Høj kinesisk import af EU-svinekød kan lette problemet med for meget EU-svinekød, efter Tyskland nu forhindres i at eksportere til Asien.

EU-landene har særligt det seneste år forøget deres eksport af svinekød ud af regionen kraftigt.

Den bevægelse kan komme EU-landene til gavn, efter udbruddet af afrikansk svinepest i Tyskland midlertidigt efterlader store mængder svinekød fra Tyskland, der normalt eksporteres ud af EU, i EU-landene.

Sådan vurderer Bethan Wilkins, senioranalytiker hos britiske AHDB, situationen i en analyse.

"I de seneste 18 måneder har EU imidlertid sendt så meget svinekød til Kina, at selv om Tyskland mistede meget af sit eksportmarked, ville den mængde, der ville blive tilgængelig til forbrug inden for EU, ikke være stor efter historisk standard", siger hun og fortsætter:

"Det skyldes, at det er svinekød, der er eksporteret i stedet for at blive forbrugt i Europa. Det er ikke ekstra svinekød, som EU-markedet skulle absorbere, men snarere volumen, som EU-markedet havde forbrugt indtil for nyligt".

Corona spiller ind

Hun påpeger samtidig, at EU's svinekødsproduktion i år har været lavere grundet corona og samtidig er der sket en eksportstigning på 16 procent i perioden januar-maj.

Hvis eksporten var steget på samme niveau resten af året sammen med en produktionsstigning på 0,5 procent, som er EU's forventning, ville forsyningerne på EU-markedet i år falde med tre procent svarende til 540.000 ton sammenlignet med 2019.

Det skal sammenholdes med, at Tyskland i år har en stor andel af EU's eksportvækst. Tysklands eksport er steget med 54 procent i januar-maj til 270.000 ton og var væksten fortsat, var volumen på årsbasis 780.000 ton. 

"Hvis de 780.000 ton, der er øremærket til eksport i 2020, forbliver i EU i stedet, ville den samlede EU-eksport være under 2019-niveauet, men stadig højere end 2018. Forsyningerne på EU-markedet ville være lidt højere end 2019-niveauet (plus en procent), men stadig under de leverancer, der var tilgængelige i 2015-2018. 

Bethan Wilkins understeger, at tallene forudsætter, at Tyskland ikke formår at sælge til andre lande uden for EU og andre EU-lande ikke tager Tysklands markedsandele på de markeder, hvor tyskerne ikke længere har adgang. 

Begge forhold finder hun sandsynlige, og det vil reducere de tilgængelige mængder svinekød på EU-markedet og mindske prispresset i regionen. 

Emneord

ASF i Tyskland

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle