Britisk analytiker: Mindst 10 Arla-leverandører stoppet af kvalitetskrav

Arlas kvalitetsprogram Arlagården har kostet talrige britiske mælkeproducenter deres mælkeleverance til mejeriselskabet de seneste år.

Det skriver den britiske mælkeprisanalytiker Ian Potter, der fast kommenterer mælkepriser og mejeriselskabernes performance i Storbritannien for Farmers Guardian. Her er han kendt for stor markedsindsigt og også for at revse både landmænd og industrien.

"Tidligere har jeg skrevet, at Arla har afsluttet nogle producenters mælkekontrakter og en af de afviklede producenter forsøgte at overbevise mig om, at det var unfair og at små producenter blev ofre. Han mente, at Arla nærmede sig noget, der lignede etnisk udrensning", skriver Ian Potter og fortsætter:

"Over for mig har Arla bekræftet, at antallet af lukkede kontrakter nu er over ti, men de ønsker ikke at uddybe det yderligere. Det er dog tydeligt, at man handler på de producenter, der er under standard", lyder det, før han tilføjer: "Rightly so". Noget, der bedst oversættes "det gør de ret i".

Netop kvalitetsprogrammer har de seneste måneder været et tilbagevendende emne for Ian Potter, der især har kritiseret den britiske landbrugssektors eget kvalitetsprogram Red Tractor for at være for tandløst og mere end skrivebordsøvelse end et reelt kvalitetsprogram.

Mælkeproducenternes fodboldbøller

Debatten har fået en række mælkeproducenter i mails til Ian Potter til at kritisere Arlagården for at stile for mange krav. Blandt andet på grund af de uanmeldte eller kort varslede kontrolbesøg. Men den kritik er han langt fra enig i.

"Jeg bakker Arla (og andre virksomheder med samme indstilling) 100 procent op i at afslutte mælkekontrakter for vedholdende dårlig overholdelse af regler, for disse landmænd udgør en risiko for virksomhedens brand og for industrien som en helhed", skrev han i et tidligere indlæg, hvor han sammenlignede de landmænd, der ikke overholder kvalitetskravene, med fodboldbøller.

"Disse landmænd er, helt ærligt, hooligans, der risikerer at bringe hele industrien i disrespekt. Det vil koste dyrt, for der er ikke noget manøvrerum mere, og det er tid at trække en streg i sandet og sige nok er nok", lød det i august.

Arla har i England en mængde kontraktproducenter ud over sine over 2.000 andelshavere. Mejerimarkedet er langt mere mangfoldigt og producenter har større mulighed for at skifte mellem mejerierne, på kortere eller længere kontrakter.

Ud over Arlagården har Arla de seneste måneder lanceret et nyt kvalitetsprogram, kaldet Arla UK360, hvor en række andelshavere skal leve op til en række krav til blandt andet sporbarhed i samarbejde med Aldi.

 

Emneord

arla

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle