Britiske eksportører frustrerede: Tonsvis af kød rådner i Rotterdam

Britiske kød-eksportører mister ordrer til EU, fordi importen til EU pludselig trækker ud med den forøgede kontrol.

Fem containere med svinekød står lige nu og rådner i Rotterdam. Forsendelsen fra den britiske kød-virksomhed DH Foods har nemlig været så længe undervejs med tjek af de mange nye dokumenter, papirer og certifikater, at de fem dage, containeren havde til at nå frem til aftageren i EU er udløbet.

"Vi kan ikke bringe varerne tilbage til Storbritannien, for vi har ikke de rigtige papirer til at kunne gøre det", melder en frustreret adm. direktør Tony Hale til BBC.

Den britiske forretningsmand er bare en af flere virksomheder, der er frustrerede over virkeligheden post-brexit.

DH Foods har allerede på brexit-kontoen mistet forsendelser for i alt 30 tons svinekød; et tab der løber op i titusinder af pund, udtaler han til BBC.

Alt sammen, fordi han mener, at de europæiske kontrollanter er nidkære og nogle gange også har deres egne fortolkninger af, hvordan de mange nye papirer skal udfyldes.

Forleden råbte også de britiske eksportører af slagtesøer op om, at de tydeligt kunne mærke konsekvenserne af nationens afsked med den europæiske union.

Mister allerede nu ordrer

Den britiske forening for slagterier og fødevareproducenter "British Meat Processors Association" melder, at dens medlemmer allerede nu oplever at miste ordrer på grund af brexit.

"Hvis folk tror, at de kan få kødet fra andre leverandører, så vil de gøre det. Hvis Frankrig ikke kan få lammekød fra Storbritannien, så kan de få det fra Rumænien eller New Zealand. Det er allerede ved at ske", siger Nick Allen, der er foreningens direktør.

Han mener, at  byrden lige nu er ensidig:

"Lige nu vinker vi alt igennem (tolden på UK-siden, red), så vi har al smerten på vores side af kanalen. Men om seks måneder får vi også vores grænsekontrol på plads og hvis dette ikke bliver løst vil virksomheder i EU, der eksporterer til os få de samme problemer", udtaler han til BBC.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle