Britiske landmænd raser: Boris Johnson negligerede truende masse-aflivning

Britisk landbrug er oprørt, efter premierminister negligerede en truende aflivning i staldene af 120.000 grise, der ikke er slagtekapacitet til.

Britiske svineproducenter og deres organisationer er oprørte. Ikke alene truer en manglende kapacitet på britiske slagterier næsten 120.000 grise livet - vel at mærke som aflivning i staldene, frem for at ende som bacon på de britiske borde.

Forleden afviste Boris Johnson, premierminister i Storbritannien sågar problemet i en direkte udsendelse.

"Vores land har en fantastisk logistik-industri. Jeg var på BBC den anden dag med en mand, der brokkede sig over, at grisene skulle slagtes, at 100.000 grise skulle dø", udtaler Boris Johnson.

"Og jeg måtte jo bare påtage mig den beklagelige pligt at forklare ham, at det er, hvad der sker med grise i dette land", citeres premierministeren for.

I dag kan BBC melde, at de første 600 grise er blevet aflivet og destrueret, frem for at blive sendt til slagtning. Årsagen skyldes, en kraftig mangel på medarbejdere på de britiske slagterier, som følge af brexits begrænsninger på import af arbejdskraft, samt at coronapandemien fortsat holder flere end vanligt hjemme.

Landsforeningen af svineproducenter i England har flere gange forsøgt at råbe politikerne op om at sænke kravene for, at man kan få arbejdstilladelse som udenlandsk arbejder på slagterierne.

"Lige nu skal man have samme engelskkundskaber som en læge eller en dyrlæge", påpeger Zoe Davies, ledende medarbejder i foreningen til BBC, der advarer om, at masseskydning af grise kan være meget nært forestående, fordi efterslæbet kun tager til.

Imens kritiseres Boris Johnson fortsat fra flere sider, men i et nyt interview afviste premierministeren igen at forholde sig til, at aflivningen i staldene skulle være et problem.

"Så du afstår ikke fra at fornærme samtlige svineproducenter her i landet?", spørger intervieweren.

"Har du nogensinde fået en baconsandwich? Der var grisene jo næppe levende", svarede Boris Johnson og tilføjede, at hans familie tidligere selv har været inden for opdræt af grise.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle